Udflugt i verdens største restaurant

At komme hjem i tide giver helt håndgribelig mening på Mandø. Her hersker tidevandet nemlig, og hvis ikke man kommer hjem i tide, må man blive til næste lavvande, som måske først kommer dagen efter.

Turen til Mandø foregår enten via Låningsvejen, en grusvej, hvor almindelige biler kan køre, eller på ebbevejen, hvor man kører på havbunden, og kun særlige traktorbusser har adgang. Afstanden fra fastlandet er godt fem kilometer, og fælles for de to veje er, at man kun kan køre på dem ved lavvande. Men det kan være svært både at beregne og forstå:

»Manglende respekt for tidevandet betyder hvert år, at seks til otte biler kører i stykker herude,« fortæller lederen af Vadehavscentret, Klaus Melby:

»Som regel forlader folk deres bil og vader i land, når vandet begynder at stige så meget, at de ikke kan køre, men nogle sætter sig på taget af bilen, og det kan være nødvendigt med en redningsaktion«, siger han og understreger, at der under normale vejrforhold sjældent er fare for menneskeliv, men »bilen har jo ikke godt af sådan en gang saltvand«.

Det er månen, der styrer tidevandet, så tidspunkterne for ebbe (lavvande) og flod (højvande) skifter fra dag til dag. Naturens kræfter kan ikke lægges ind i en fast køreplan, og på en guidet tur til Mandø kan man opleve, at naturvejlederen fatter mobilen og ringer til tidevandsmåleren for at beregne, hvor længe vi kan trække besøget i det, som Klaus Melby kalder »verdens største restaurant« og »verdens største landingsbane«.

En diæt på 150 millioner muslinger – om dagen

Navnene skyldes, at ikke mindre end 12 millioner trækfugle hvert år lander her i Vadehavet for at fouragere. Ryler, kobbersnepper, storspover, spidsænder, bramgæs og mange andre vandfugle slår sig ned i kortere eller længere tid. Nogle af dem formår at fordoble deres vægt, inden de flyver videre.

Strandskaden, som er en af de fugle, der bliver og yngler, spiser eksempelvis 300 muslinger om dagen. Med rundt regnet en halv million strandskader i området betyder det, at denne art alene sætter 150 millioner muslinger til livs – hver dag!

Det er næsten ikke til at forestille sig, at der kan være så mange muslinger, hvor kommer de fra?

»Hele forklaringen ligger i tidevandet,« siger Klaus Melby og beskriver, hvordan 60 pct. af havbunden bliver ramt af sollyset, når der er lavvande. Det lys sætter gang i produktionen af alger, der er føde for dyrene på havbunden. På grund af tidevandet er mængden af snegle, muslinger, slikkrebs, sandorm og rejer 10 gange så stor som på en almindelig havbund, og da området med lavvande er vidtstrakt, er forekomsten af smådyr helt enorm.

»På grund af tidevandet er her en produktion af føde, som er fuldt på højde med den i regnskoven, og det er derfor, Vadehavet er et af verdens vigtigste reservater for vilde fugle,« forklarer naturvejlederen.

Muslingernes fødder og sandormens hale

For at illustrere rigdommene stikker Klaus Melby en greb ned i sandet under det lave vand og henter en håndfuld hjertemuslinger op. De er overalt, og på blot en kvadratmeter kan der være flere tusinde, men de gemmer sig under sandet. Og da Klaus Melby lidt efter lægger muslingerne tilbage på havbunden, får vi besked på at holde godt øje med dem.

I første omgang ligger de små muslinger fladt på havbunden, men pludselig er der én, der vender sig på højkant og graver sig ned i sandet. Lidt efter følger de andre efter, og hvis man iagttager dem meget nøje, vil man opdage, at muslingerne har fødder, eller rettere: hver musling har én fod. Det er ganske vist: Muslingen stikker en lille fod ud mellem skallerne, og det er den, som den bruger til at vende sig og grave sig ned med.

Endnu mere forunderlig er sandormen, der er en af de andre lækkerbiskner for vandfugle.

Alle, der har været ved havet, kender de små sandkringler, der ligger i det lave vand.

»Det er sandorm,« siger vi, selv om de fleste af os næppe nogensinde har set én. Men Klaus Melby har, og med sin greb graver han hurtigt et par fede orme op af sandet, og peger på dyrets hale, der tydeligt er blevet bidt af. Fuglene spiser nemlig af sandormens hale, når den kommer op til overfladen. Halen vokser ud igen, men det kan selvfølgelig være et problem sådan jævnligt at blive spist af, og det viser sig, at sandormen producerer antibiotika for at beskytte sig mod infektion.

»Naturen er fantastisk, ikke nok med, at sandormen producerer antibiotika – den er også udstyret med et borehoved, der minder meget om det, man bruger på olieboreplatformene længere ude i havet. Men forskellen er, at sådan et borehoved i offshore-industrien har en levetid på 12 timer, mens sandormens holder i 12 år,« fortæller Klaus Melby.

Sandormen bruger sit borehoved til at lave gange i havbunden. Disse gange gør det muligt for andre organismer at leve der. Sandormen spiser sandet og udnytter mikroskopiske alger, der sidder på sandkornene.

Mens Klaus Melby øser af sin viden, fortsætter vi gennem det lave vand, hvorfra vi kan ane de store mørke muslingebanker og bag dem det uendelige hav. På himlen dukker en kæmpe formation af ryler op; øjnene kan ikke få nok, og tidsfornemmelsen forsvinder.

Men pludselig skvulper det kolde vand ind over kanten på gummistøvlerne, og så ved vi, at det er på tide at komme hjem.

Verdens største østers

I oktober 2013 blev verdens største østers fundet i Vadehavet på en af de store østersbanker i nærheden af Mandø. De østers, der findes her, er Stillehavsøsters og altså en invasiv art, som klimaforandringerne har ført til Danmark i 1990’erne.

Verdens største østers er 35,5 kg lang og vejer 1.617 gram. Eksperter anslår, at den er 15 – 20 år gammel og dermed nok en af de første østers, der er kommet til Danmark.

Den store østers er opført i Guinness rekordbog.

På billedet er det naturvejleder og leder af Vadehavscentret, Klaus Melby, der viser den store musling frem i maj 2014. På det tidspunkt var den fortsat levende og boede i et akvarium i Vadehavscentret. Og den ville være lige så fin at spise som de små østers, forsikrer Klaus Melby.

Med traktorbus til Mandø

Fra Vadehavscentret i Vester Vedsted kan man formedelst 60 kr. tur /retur komme med traktorbus til Mandø.

Ved lavvande går turen fra centret ned til strandkanten, hvorfra Preben styrer bussen direkte ud i vandet. En overgang ser man kun havet, den uendelige himmel og måske nogle af de pilekviste, der er plantet for at afmærke ebbevejen. Bussen fortsætter langsomt men ufortrødent ud i intetheden, og snart dukker det lille flade land, Mandø, frem over havspejlet.

Seks kilometer og en lille halv time senere kører bussen i land og op på det dige, der beskytter Mandø mod oversvømmelse. På diget græsser hundredvis af lam og nogle stude i stille idyl og ganske uvidende om, at de inden længe bliver solgt og fortæret som særligt smagfulde marsklandslam og marsklandsstude.

Turen slutter midt på øen foran Brugsen, der blandt andet sælger Mandøl. Herfra kan man vælge at gå rundt på øen eller – endnu bedre – ud i det næsten uendelige vadehav. Men husk røjsere, og husk at gå i land, når vandet begynder at stige.

www.mandoebussen.dk

Tre råd til rejsen

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her.