WSPA: Drop dyreshows på ferien

Dyrebeskyttelsesorganisationen WSPA vil med kampagnen ”Sig nej til dyreshows” sætte fokus på de dyr, der lever i fangenskab for at underholde turister. Kampagnen får en blandet modtagelse hos de danske rejsearrangører.

Artiklens øverste billede
I Thailand bliver elefanter sat til at spille fodbold foran turister, hvilket går hårdt ud over deres led og hofter. Foto: Tim Gorski

Delfinerne springer i store buer gennem luften, og deres ”klikken” får det nærmest til at lyde, som om dyrene ler. Smilende turister klapper betaget, mens delfinerne vipper med halerne i takt til musikken, der spiller ud af højtalerne. Umiddelbart kan det virke som et harmløst optrin, men virkeligheden er anderledes for de vilde dyr, der tvinges til at optræde. Derfor vil dyrebeskyttelsesorganisationen WSPA have danske turister til at droppe at besøge shows med vilde dyr, når de rejser til udlandet.

Direktøren for den danske afdeling af WSPA, Gitte Buchhave, fortæller at delfin- og elefantshows er de mest udbredte, men at også vilde fugle, krybdyr, bjørne, aber og spækhuggere optræder i forskellige shows:

»Den fysiske overlast dyrene lider er forskellig, alt efter hvilken dyreart vi taler om, og hvilket shows det er, men det, der går igen, er, at de bliver udsat for meget dyb stress. De tvinges til en optræden, som i den grad er imod deres adfærd. Uden for projektørlyset bliver de oftest holdt i bure, som er alt for utilstrækkelige i forhold til deres naturlige adfærd og deres størrelse,« siger Gitte Buchhave. Hun fortæller, at elefanterne f.eks. tvinges til at spille fodbold, hvilket er dybt skadeligt for deres hofter. De kan gå af led og blive stærkt beskadiget, fordi elefanter tvinges til at løfte deres ben op i positioner, der ikke er naturlige for dem.

De sidste ti år har antallet af vilde dyr, der bliver udnyttet kommercielt som underholdning for et betalende publikum, været stærkt stigende. WSPA-kampagnen ”Sig nej til dyreshows” går ud på at få turister, som rejser til udlandet, til at undlade at besøge shows med vilde dyr. En undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Yougov for WSPA viser, at 56 pct. af alle danskere har overværet dyreshows i udlandet.

Vilde dyr i fangenskab

Seaworld er en af de største udbydere af delfin- og spækhuggershows, og de tre parker i USA er steder, rejseselskaber henviser til eller udbyder i deres program. Gitte Buchhave mener, at ganske få turister er klar over, hvor skadeligt det egentligt er for dyrene at optræde i Seaworld:

»Både delfiner og spækhuggere er i den grad nogle dyr, som mistrives i fangenskab. De bliver meget stressede af det og har det utrolig dårligt i fangenskab. Jeg tror, et af hovedproblemerne med at få den besked igennem til folk er, at delfinen f.eks. ser glad ud. Det ser jo ud, som om den smiler og trives, når den udfører forskellige kunster, men det er desværre langtfra sandheden. Personligt tror jeg ikke, at så mange vil besøge dem, hvis de var klar over den dyremishandling, som uværgeligt følger i kølvandet på en sådan optræden,« siger Gitte Buchhave.

Hun fortæller, at både delfiner og spækhuggere har meget tætte familiebånd, og at de lever i store familieflokke og tilbagelægger omkring 80 kilometer om dagen ude i den fri natur. Et bassin kan, uanset størrelsen, aldrig tilbyde dem en adfærd, der er lig den, de oplever i naturen.

Vicedirektøren i København Zoo, Bengt Holst, giver WSPA ret i, at dyr i mange tilfælde lider overlast, når det kommer til dyreshows, men man skal passe på med at generalisere:

»I Thailand er det at arbejde med elefanter en stor del af kulturen, og det kan sagtens gøres på en måde, uden at det går ud over elefanterne. Men der hvor man begynder at få dem til at lave cirkusnumre, hvilket man desværre gør mange steder i hele deres udbredelsesområder, er det virkelig et problem.«

En hollandsk succes

Mange danske rejsebureauer har ifølge WSPA shows med vilde dyr som en del af deres udflugtsprogram. Gitte Buchhave mener, at rejseselskaberne har et medansvar i forhold til at begrænse udbuddet af dyreshows. Dyrebeskyttelsesorganisationen har sendt breve ud til 12 rejseselskaber, hvor de anmoder om en dialog omkring de dyreshows, som rejsebureauer udbyder eller henviser til på deres hjemmeside. WSPA har gjort det samme i Holland, hvor det lykkedes at få 15 rejsebureauer til at stoppe med at tilbyde elefantshows eller elefantrideture på deres rejser.

Apollo er et af de rejseselskaber, der har vendt positivt tilbage til WSPA og sagt ja til en dialog. De websites, der refererer til individuelle rejser, hvor Seaworld er nævnt, vil blive lukket ned og elefantshows i Thailand ses efter i sømmene. Apollo ønsker at indføre en kvalitetsmærkeordning eller en myndighedsgodkendelse.

Rejsearrangøren FDM travel henviser på selskabets hjemmeside både til Seaworld i USA og elefantshows i Thailand, men den adm. direktør, Jan Lockhart, mener ikke, at FDM travel tilbyder dyreshows direkte, da rejsearrangøren kun i meget begrænset omfang sælger billetter til sådanne shows. Kunden vælger selv at tage i Seaworld, når de er i USA:

»Rigtig mange af dem, der besøger Florida, vælger også at besøge Seaworld ved samme lejlighed. Derfor ligger det ret naturligt for os at oplyse om den type attraktioner. Ligesom hvis der var en arrangør, som havde København som fokusområde, ville vedkommende nok også notere lidt omkring København Zoo, hvilket jeg langt hen ad vejen synes er en relevant sammenligning,« siger Jan Lockhart og forsætter:

»Vi betragter USA som et civiliseret land, og når vi ikke oplever, at der foregår noget, som strider mod det pågældende lands lovgivning, så er det også svært for os at gå ind og gøre os til herre over, om eksempelvis dyrene i Seaworld bliver behandlet korrekt, eller ej.«

Udbud og efterspørgsel

I tilfældet med Seaworld og elefantshows i Thailand tager FDM travel ikke stilling til det dyreetiske aspekt, men er der tale om tilfælde, hvor dyr i helt udpræget grad trives dårligt, så det tangerer dyremishandling, vil arrangøren afbryde samarbejdet med den ansvarlige part. Ifølge Jan Lockhart vil FDM travel gerne indgå i en dialog med WSPA.

»Vi har ikke talt med WSPA om sagen endnu, men det er ikke noget, vi har noget imod at gøre. Vi vil også gerne samarbejde med vores samarbejdspartnere i Thailand om at promovere oplevelser og dyreshows, som i så høj grad som overhovedet muligt tager dyrenes velfærd i betragtning. Jeg tror bare, det er vigtigt at fastslå, at vi er et kommercielt rejsebureau, vi lever af at sælge rejser, og så længe vores kunder i vid udstrækning forventer, at vi informerer dem om for eksempel Seaworld eller elefantshows i Thailand, så vil vi blive ved med at gøre det.«

Kilroy er et af de selskaber, som har givet WSPA afslag om en dialog, men rejsearrangøren er som sådan ikke uenig med organisationen:

»Vi ved jo godt, at vi som leverandører af de her typer produkter har et kæmpe ansvar ud fra, hvad vi sælger, og hvad vi har af underleverandører. Det er bestemt ikke vores intention at støtte op om noget, hvor dyr lider overlast, og vi har nedsat et arbejdsprojekt på lige præcis de her områder. Grunden til at vi ikke har valgt at indgå et samarbejde med WSPA lige nu, er, at vi godt vil kortlægge os selv først og se, hvilke steder vi skal sætte ind,« siger Sarah Crone, som er kommerciel manager hos Kilroy. Men hun mener også, at man skal huske at kigge hele vejen rundt og tænke over, hvad det gør ved et lokalsamfund, der lever af turisme, hvis rejseselskaber slet ikke udbyder f.eks. elefantshows.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.