Udbuddet af teltvogne vokser
Franske teltvogne har traditionelt haft det svært på det danske marked. Små biler og en back-to-basic-trend får dog importøren af Trigano til at tro på projektet.
Kan man sælge udenlandske flutes til en franskmand? Det er nogenlunde den situation, som importøren af de franske Trigano-teltvogne står i hver eneste dag året rundt. For er der noget, man forbinder med teltvogn, er det gode, gamle – og danske – Camp-let.
Vi møder Trigano på den netop overståede Ferie og Fritid i Bella, og det er tydeligt, at det franske mærke vejrer fornyet morgenluft, når man kigger i statistikken over solgte biler.
Det seneste par år er andelen af små biler eksploderet, og de små biler må næsten intet trække. Flere af dem må i princippet ikke trække noget som helst, men alligevel kan man få ombygget visse modeller, så der alligevel kan sættes lidt på krogen.
Derfor har mange danske familier måttet skippe den tunge campingvogn i forbindelse med en downsizing af familiens bil. De retter derfor blikket mod et telt eller en let teltvogn.
»Vi får mange henvendelser fra familier, der måske er blevet lidt trætte af ferielivet i den veludstyrede campingvogn, der har de samme faciliteter, som man har derhjemme. Mange vil gerne have en anderledes ferieoplevelse, hvor samværet og det lidt uforudsigelige er vigtigere end al komforten. Mange vil også gerne kunne flytte sig mere rundt i landet eller rundt i Europa, og så er en teltvogn en mulighed,« mener Peter Outzen fra Camping Agenten.
På det europæiske marked er Tigano en dominerende spiller, men herhjemme har de franske vogne altid henslæbt en tilværelse i skyggen af Camp-let & Co.
Den situation er måske ved at ændre sig, for importøren tror så meget på produktet, at man de sidste par år stille og roligt har fået udbuddet af teltvogne på det danske marked.
Priserne ligger et godt stykke under Camp-let, men Trigano er ikke blot én model, men en række af teltvognsmodeller fra den helt billige, der ikke tages til Danmark, og til modeller, der har bremser samt et komplet køkken og mange muligheder for at udvide teltvognen i takt med, at behovet vokser.
Trigano er en af de virkelig store spillere på markedet og producerer foruden telte og teltvogne også autocampere og mobilhomes i meget store stykantal, der sælges i en række lande. Virksomheden beskæftiger over 3.000 ansatte.
Mest salg i mellemmodellen
42.000 kr. lyder prisen på Trigano Galleon for en vogn med plads til fire personer. Vognen er udstyret med bremser, myggenet, køkken og fortelt. Dermed får man en næsten komplet vogn til den pris, hvor modellerne i Camp-lets prisliste begynder.
Godt nok producerer Trigano en endnu billigere vogn – Camplair XL til omkring 32.000 kr. – men ifølge importøren er forholdet mellem pris og funktioner bedst i modellen Galleon.
»Med den vogn får man et produkt med mulighed for et fritstående køkken. Et fortelt er med i prisen, og det eneste, man egentlig skal tilkøbe, er en bund og måske et solsejl. Det er ikke vild luksus, men i en teltvogn fra verdens største producent fejler kvaliteten bestemt ikke noget,« mener Peter Outzen.
Billigere end konkurrenterne
Man skal dog ikke være teltvognsekspert for at mærke, at materialer, samlinger og løsninger sine steder virker noget enklere end hos Camp-let, men prisen er jo også en helt anden.
Luksusmodellen fra Trigano hedder Alpha og har køkken med komfur, lidt flere farvemuligheder og står til en pris af ca. 65.000 kr. Egenvægten er 460 kg, når der er monteret køkken, og totalvægten er 650 kg.