Prøv at campere i Guds eget land
Camping er ikke blot en billig ferieform tæt på de store seværdigheder i USA - det er også en nem måde at møde ganske almindelige amerikanere på, fortæller en dansk familie, der nu planlægger en fjerde tur.
På en scene giver et rockband den alt, hvad den kan trække. Flimrende storskærme viser teksterne, så folk kan synge med. Og da deltagerne får at vide, at der er besøg helt fra Danmark, må medlemmerne af familien Fasterholdt igen og igen give hånd og forklare, at de er på ferie og fik lyst til at kigge ind.
»Gud velsigne jer, vi vil bede for, at I må få en sikker rejse,« siger folk nærmest i munden på hinanden.
Gudstjeneste i bibelbæltet står sikkert i de færreste guidebøger, men for familien Fasterholdt - far, mor og to børn - fra Filskov i Midtjylland er det ofte tilfældet, der fører til de største oplevelser.
»Vi tager ikke af sted for at tilbringe ferien i forlystelsesparker, men for at møde folk, der ikke er betalt for at underholde os,« som Torben Fasterholdt udtrykker det.
Research hjemmefra
Naturligvis har familien oplevet Grand Canyon, Yellowstone og Mount Rushmore på deres hidtil tre rejser i USA, men det er først og fremmest mødet med amerikanerne, der har prentet sig ind i hukommelsen.
»Vi kan godt lide amerikanernes væremåde. De er venlige, hjælpsomme og snakkesaglige, så man kan slet ikke undgå at føle sig hjemme,« forklarer Bettina Fasterholdt.
Mødet med amerikanerne bliver endnu nemmere af, at familien rejser det store land tyndt i en lejet autocamper og derfor bor på campingpladser, hvor man nemmere falder i snak med andre, end hvis man bor på hotel.
»Vi kører nok 300-400 km om dagen, så jeg laver altid en del research hjemmefra på nettet og i ”Turen går til”,« siger Bettina Fasterholdt.
Hun leder blandt andet efter billige flybilletter og autocampere, og først når hun har styr på det, bestiller hun. Indtil nu har familien valgt at booke flybilletter og en enkelt hotelovernatning gennem FDM, fordi der så er tale om en pakkerejse.
»Så er vi dækket ind, hvis flyselskabet skulle krakke,« forklarer hun.
Vejstriberne fortsætter bare
Autocamperne er noget større, end de fleste er vant til i Europa, og indeholder et aflukket soveværelse, brusekabine og køkken med stort køleskab og mikrobølgeovn. Køkkengrej kan man leje for et ekstra beløb, hvis man ikke selv har lyst til at slæbe det med hjemmefra.
»Og så skiftes vi til at køre. I sådan en 30 fods-vogn føler man sig nærmest som en trucker - det kan jeg godt lide,« griner Bettina Fasterholdt.
»Der er noget særligt ved at køre i det store landskab, hvor de gule vejstriber bare fortsætter derudad. Det er meget amerikansk,« siger Torben Fasterholdt.
Endnu en typisk amerikansk oplevelse fik familien i Joshua Tree National Park i Californien. Efter en sen ankomst var det svært at finde en plads på en af de små campingpladser i parken, men en amerikaner tilbød, at danskerne kunne parkere lige ved siden af ham.
»Det viste sig, at han var på klatretur, og næste dag tog han ungerne med på tur,« fortæller Bettina Fasterholdt.
»Ham har vi stadig kontakt med, og vi skal mødes med ham, når vi tager derover igen til sommer,« tilføjer Torben Fasterholdt.
LÆS OGSÅ: Camping på amerikansk