Den tyrkiske orientekspres

Konduktøren er såret og fornærmet. Det er han i sin gode ret til, viser det sig. Over for ham står nemlig en gnaven og uforstående dansker - mig. Forud er gået en lang meningsudveksling, hvor han har tilkæmpet sig vores billetter og tydelig markeret, at vi ikke får dem retur. Den slags er vi ikke vant til, og vi frygter en stund, at manden slet ikke er konduktør, men bare en træls, men velklædt snydepels, som vil rejse gratis.

Han viser sig at være det venligste og mest serviceorienterede menneske i toget, og han gør vores mistillid til skamme ved hele tiden at minde os om den. Som da han mange timer senere kommer op i spisevognen med nøglen til vores sovekupe, som han betænksomt har låst for os.

Der er så meget, der er nyt og anderledes, når man rejser med de tyrkiske statsbaner, og når man er vant til nordeuropæiske tog. Prisen er det første. 270 kroner for en førsteklasses privat sovevognskupe og en rejse på 20 timer tværs gennem Tyrkiet. Allerede prisen var med til at prikke til den spirende mistanke om, at der var noget galt. Der måtte være noget lumsk ved de billetter. Det var vel derfor, konduktøren indkasserede dem, hev dem i stykker, uddelte en masse tyrkiske gloser og nægtede at returnere dem.

Da vi lidt efter lukkede døren og sank ned i to meget store, bløde lænestolslignende sæder i kupeen, sænkede roen sig, og vi forstod, at rejsen var alt andet end lumsk. Den var et scoop.

Agatha Christies tog

Rejsen var egentlig begyndt og planlagt som en 14 dages storbyferie i Istanbul, men halvvejs blev vi ramt af udlængsel, og straks gik drømmen i retning af den gamle og nu nedlagte Toros-ekspres, som går fra Istanbul til Aleppo i Syrien. Strækningen blev sat i køreplan fra 1931 og gik mellem Istanbul, Aleppo og Bagdad i Irak. Senere blev destinationerne i Irak fjernet af politiske årsager, men toget fra Istanbul til Aleppo har kørt indtil 2008, da et større istandsættelsesarbejde af skinnerne omkring Konya blev indledt.

Men allerede to år efter, at strækningen blev åbnet, gjorde Agatha Christie Toros-ekspressen (eller Taurus-ekspressen, som den også hedder efter bjergene af samme navn) verdensberømt i 1933, da hun åbnede ”Mordet i Orientekspressen” med sætningen:

»Klokken var fem en vintermorgen i Syrien. Ved perronen i Aleppo holdt det tog, der i køreplanen grandiost betegnedes som Taurus-ekspressen.«

Derfor skal det samtidig anbefales, at man overnatter på forfatterens foretrukne hotel, Hotel Baron, midt i Aleppo, hvis man forlænger rejsen dertil. Det er en fantastisk stemningsfuldt, lidt slidt, men med en smuk foyer og bar, og det ligger godt placeret i byen. Hotellet har huset mange kendte ansigter gennem tiderne, og stemningen af turistliv omkring første halvdel af 1900-tallet er gennemført helt ind under dynerne - de er dog skiftet siden.

Men i disse år under det omfattende renoveringsarbejde i Midttyrkiet kræver det lidt ekstra at komme helt til Aleppo. Alternativet er nattoget til Adana- med efterfølgende busforbindelser til Aleppo og Damaskus - og det valgte vi.

Intet slår en god togsøvn

Det største eventyr var togrejsen, som hverken skandinaviske eller nordeuropæiske jernbaner kan matche, hvad angår mad, service eller standard i sovekupeerne - og slet ikke prisen. Derimod kan de fleste slå de tyrkiske tog på rejsetiden, og den grinende taxachauffør, som kørte os fra toget, havde ret, da han påstod, at man på nogle strækninger kan løbe om kap med toget - og vinde.

Tyskerne anlagde tognettet for tyrkerne, og de blev betalt per kilometer, hvorfor de - siger tyrkerne med et smil - benyttede hver en lejlighed til at slå en bue på linjen for at tjene ekstra.

Men hvad gør det, når man ligger i en dejlig seng og mærker togets rytmiske bump, mens man langsomt kører gennem måneskinnet? Intet slår en god togsøvn.

Sengene er redt og nemme at slå ned, men ellers var konduktøren klar til hjælpe. For sent fandt vi ud af, at der også er bad, så man kan springe frisk ud på perronen efter rejsen. Badet klarede vi i håndvasken, som de topersoners sovekupeer er udstyret med.

Den største fest på toget var spisevognen - eller restauranten. Når man efter mange år i IC3-land har vænnet sig til industriproduceret, daggammelt, kølig og totalt smagløs mad i tæt plastic, er den tyrkiske spisevogn som at træde ind på en Michelin-restaurant til ophørsudsalg-i-Aldi-priser. Kort efter, at tjeneren havde fået bestillingen, kunne man høre kokken svinge kniven over den upåklageligt friske tomat-grønt salat, og duften af velkrydret kebab med ris nåede ud til bordene. Udenfor udfoldedes den centralanatolske højslette - kaldet Tyrkiets brødkurv - fordi det flade landskab tillader landbrug i et ellers bjergtungt land. Her sad vi midt i brødkurven og spiste saftig kebab med udsigt til rå natur - og intet andet. Især intet gør indtryk på togrejsen. Ingen byer, ingen huse, ingen elmaster, intet andet end enkelte dyr og flade udsigter over enten kornmarker eller uopdyrket ørken.

En tur med toget til Adana er langsom, men uendeligt god afslapning. Adana er en rig by og et spændende alternativ, hvis man vil prøve noget andet end Istanbul og solkysten - sidstnævnte ikke mere end en halv time fra byen.

Det er Tyrkiets fjerdestørste by, men vi tog blot en enkelt overnatning i Adana og kørte derfra videre med bus til Iskenderun, som ligger tre timer fra Adana og tæt på den syriske grænse. Herfra kan man køre med taxa til Aleppo i Syrien på to-tre timer, afhængig af bureaukratiet ved grænsen. Vi delte en taxa med to syriske tøjdesignere og betalte cirka 40 kroner pr. person for taxaturen, men priserne kan svinge fra taxa til taxa. Men det bliver aldrig dyrt, for der er stor konkurrence om kunderne på den travle busstation i Iskenderun. Det er bare vigtigt at aftale prisen på forhånd. Det er ikke nødvendigt at bestille visum til Syrien på forhånd. Det kan de ordne ved den syriske grænse, selv om det koster lidt ekstra arbejde og ca. 20 dollars (lidt over 100 kr.).

LÆS OGSÅ: Sol, sejl og flyvefisk i Tyrkiet