Fortsæt til indhold
Rejser

Belfast i fred og ro

Nordirlands hovedstad har rejst sig efter årtier med blodig vold og er nu en moderne storby. Men det er værd at se arrene efter konflikten mellem katolikker og protestanter.

Tekst og foto: JENS ERIK RASMUSSEN, Jyllands-Postens udsendte medarbejder

For få år siden var Belfast i kategori med Bagdad og Beirut. Det var en af de byer, der jævnligt dominerede medierne som scene for vold, optøjer, gadekampe og det, der var værre.

Nu er Belfast godt på vej til at blive en moderne by, som hellere vil sammenligne sig med Dublin og Edinburgh. Gamle og sodsværtede fabrikker er revet ned og erstattet af moderne monumenter i form af shoppingcentre og kontorbygninger. Store dele af havneområdet er omdannet til udsigtslejligheder i millionklassen.

Det hele er godt hjulpet på vej af massiv støtte fra EU efter fredsslutningen mellem på den ene side republikanerne og katolikkerne, der ønskede at blive en del af Irland, og på den anden side loyalisterne og protestanterne, som fortsat ville høre under den britiske trone. Arrene efter konflikten er dog tydelige i arbejderkvartererne i det vestlige Belfast med voldsomme vægmalerier og den grimme mur, der delte de stridende befolkningsgrupper.

Den centrale del af Belfast ligner efterhånden de fleste europæiske storbyer med prangende indkøbscentre, grimme parkeringshuse, flisebelagte gågader, smarte cafeer og kosmopolitiske restauranter. Men der er også masser af klassiske murstenshuse opført i victoriansk stil med kvistvinduer og små skorstene.

Titanic som turistattraktion

Byens centrum er meget kompakt, så det er nemt at spadsere rundt. Man kan også købe billet til en hop af og på-bus, som kører til de mest kendte seværdigheder. Der er mange smukke bygninger og gode butikker i gaderne omkring rådhuset, City Hall, og operahuset, Grand Opera House. I katedralkvarteret nogle få hundrede meter mod nord er der mange hyggelige gader og pubber omkring St. Annes Cathedral.

Hvis Belfast endelig skal huskes for begivenheder i fortiden, så vil byen helst forbindes med skibet ”Titanic”. Historien om krydstogtfartøjet, der forliste på jomfruturen over Atlanten i 1912, fik ny aktualitet efter storfilmen med Leonardo di Caprio og Kate Winslet i hovedrollerne.

Titanic blev bygget i Belfast på Harland and Wolffs skibsværft, og det var datidens mest moderne og luksuriøse skib. En flydende teknologisk bedrift og anset som verdens mest sikre skib, der dog ikke kunne klare sammenstødet med et isbjerg på åbent hav. Men som man i Belfast i dag slår fast om skibet: »Hun var i god form, da hun forlod os.«

Nu er historien om Titanic blevet til en stor turistattraktion, og der tilbydes ture med båd og til fods i det kvarter, hvor fartøjet blev bygget. Man besøger bl.a. dokkerne, hvor skibet blev til. Den kæmpestore tørdok kunne lige netop rumme Titanic, og der var kun 25 centimeter at give af.

Barber fra århundredskiftet

Mest imponerende er dog Titanic-afdelingen på Ulster Folk & Transport Museum nogle kilometer øst for Belfast. Her er der samlet tusindvis af genstande fra skibet, og man kan se kopier af kahytterne. Desuden genfortælles bygningen, rejsen og forliset gennem billeder, film og lyd.

Museet, som er delt i to komplekser, er absolut en udflugt værd. Transportmuseet er en drøm for beundrere af gamle biler, cykler, motorcykler, hestevogne, togvogne og lokomotiver. Samlingen er kæmpestor, og de fleste ender med at bruge langt mere tid end planlagt.

Endnu en tidsrøver er folkemindemuseet, som dækker et stort område med gamle bygninger og arbejdende værksteder. Det minder om en blanding af Den Gamle By i Århus og et stort frilandsmuseum. Her er butikker fra århundredskiftet, posthus, skrædderi, kirke, bar, barber og meget mere.

Adskilt af mur

Men Belfast kan trods alt ikke skjule den problemfyldte nære fortid, som satte byen på verdenskortet. Konflikten i Nordirland mellem republikanske katolikker og loyalistiske protestanter satte i årtier deres præg på byen, som jævnligt var hjemsted for terroraktioner, mord og vold. Ofte begået af medlemmer af den irske undergrundsbevægelse IRA, der kæmpede for løsrivelse fra Storbritannien.

Gadekampene fandt tit sted i den vestlige del af Belfast med de store arbejderkvarterer. Her er der fortsat høje mure med pigtråd på toppen, som blev bygget i begyndelsen af 1970'erne for at adskille katolske og protestantiske kvarterer i et forsøg på at forhindre sammenstød mellem de to befolkningsgrupper.

Murene blev ironisk nok kaldt for en ”fredslinje”, skønt den var et symbol på volden. Barriererne står der endnu, selv om der har været langt mellem ubehagelige episoder i bydelen siden fredsaftalen i 2005

Det vestlige Belfast er et besøg værd for at få et indtryk af arnestedet for den årelange konflikt. Området er fredeligt, og kvarterne har fået ny optimisme, efter at volden er ophørt. Der er masser af barer, caféer og restauranter, som serverer velskænkede øl og traditionel britisk mad. Fish and chips fås på hvert andet gadehjørne.

Politiske vægmalerier

Hundredvis af vægmalerier præger murene i Falls og Shankill, som er navnene på de to dominerende kvarterer. Malerierne blev brugt til at markere et katolsk eller protestantisk territorium. Hvert enkelt billede fortæller ofte en historie eller har tilknytning til en bestemt begivenhed.

Falls er det katolske kvarter med Falls Road som hovedåren. Her blev de første motiver malet på murene i begyndelsen af 1980'erne for at udtrykke sympati for de indsatte i Maze-fængslet, som sultestrejkede i protest. Flere af malerierne rummer et portræt af Bobby Sands, der døde som 27-årig efter 66 dages sultestrejke.

Et af de gennemgående symboler er en fugl Fønix, som rejser sig af flammerne. Blandt de mest brugte slogans er ”Befri Irland” - ofte på det irske sprog, gælisk. IRA-medlemmer med kampklare våben optræder ofte på billederne.

Falls har også flere kulturhuse, hvor man fastholder den irske kulturarv, sælger irske bøger og irsk musik.

Shankill er protestanternes kvarter, og her er der længere mellem turisterne. Langs Shankill Road og i sidegaderne er der mange vægmalerier, som er noget mere bistre og militaristiske i udtrykket. Det britiske flag Union Jack går igen i mange af malerierne, og det samme gør maskerede loyalister med våben i hænderne. En rød knyttet næve er symbolet for UFF, der står for Ulster Freedom Fighters.

Man kan spadsere rundt i de to kvarter og følge et af de kort, der viser de mest kendte vægmalerier. Eller man kan tage en guidet taxatur med chaufføren som guide og fortæller.

jenserik.rasmussen@jp.dk

Læs også: Moskvas borgmester: Bliv væk, sne