Galapagos - dyrenes paradis

Det er surrealistisk at sidde midt inde i en kæmpe søløvekoloni og nærmest blive betragtet som et medlem af flokken. Alt imens de store dyr dovent snøfter, snuser og hygger sig i solen, og ungerne lifligt diger hos deres mødre.

De vilde dyr på Galapagos er praktisk taget ligeglade med mennesker.

Pingviner, kæmpeskildpadder, leguaner, albatrosser og alle de andre fuglearter rører sig stort set ikke ud flækken, selv om vi nærmest tramper ind gennem deres redepladser elle må skræve hen over dem, mens de dovent ligger og slikker sol. Undtagelsen er søløverne, der er utroligt legesyge.

Selv har jeg kun været i land nogle få minutter, før søløverne slår benene væk under mig. På vores første landgang på Ochoa Beach på øen San Christóbal havner vi midt i en kæmpe koloni med søløver overalt. Vores plan er at snorkle fra stranden for at se på koraller, fisk - og måske en enkelt søløve. Et øjeblik efter, at vi er hoppet i bølgerne, myldrer det med søløver omkring os. Voksne, unge og helt små unger.

De hopper og springer rundt i vandet både over, under og ved siden af os. Nogle slår saltomortaler i overfladen, andre spiller bold med en lille sten. Atter andre pisker rundt om os med kurs direkte mod vores ansigter - for så at dreje af blot et par centimeter, før vi støder sammen.

Helt forrygende. Virkelighedens dyreparadis overgår de vildeste dyrefilm fra fjernsynet.

Én stor nationalpark

Galapagos er en gigantisk nationalpark i Stillehavet, ca. 1.000 km vest for Ecuador. 97 procent af øerne er omdannet til nationalpark, hvoraf turister kun får lov at besøge fem pct. Rygning er forbudt på alle øer, så man ikke generer de vilde dyr mere end højst nødvendigt. Af samme grund må man heller ikke tage billeder med blitz, hvilket vores guider holder strengt øje med.

Jeg havde det lidt ligesom Charles Darwin, grundlæggeren af den moderne evolutionsteori, da jeg ankom til Galapagos: Hvor er de smukke, grønne og frodige øer? Hvor er regnskoven, hvor er palmerne? Præcis som Darwin, der efter at have sejlet Jorden rundt og været mere eller mindre søsyg i fem år troede, at han ville finde frodig regnskov med store træer og vandfald på øerne under den bagende sol ved ækvator.

Men sådan var det ikke, da Darwin ankom i 1835, og sådan er det ikke i dag.

Galapagos er en flok vulkanske øer, der kun er nogle få hundrede tusinde år gamle, og hvor der jævnligt er vulkanudbrud. Derfor har de fleste øer en særdeles sparsom plantevækst. Lidt kaktusser, kratskov og forrevne træer. Mange af øerne har slet ikke ferskvand.

Kun øen Santa Cruz byder på noget, der minder om regnskov, nemlig en såkaldt skyskov (cloud forest), hvor regnskyerne hænger tungt og sørger for masser af regn, så træerne kan vokse, og kæmpeskildpadderne ikke får det for tørt.

Mini-krydstogt

Vi er nærmest på ø-hopping. Sejler på vores ugelange ”krydstogt” rundt mellem de vigtigste øer på Galapagos med det lille skib ”Flamingo 1”, der flere gange krydser ækvator. Om bord er der plads til 20 gæster. Vi er 18, fordelt på tre dæk. Skibet er hyggeligt indrettet med en fin lille spisesal, hvor vi på skift sidder med ved kaptajnens bord, en lille mødeplads, hvor vi hver aften bliver briefet om næste dags strabadser, et lækkert soldæk og et dæk til vores våddragter, snorkler og finner.

Hvis man ikke kan lide vand og ikke er fascineret af dyr og fugle, skal man ikke tage til Galapagos. Er man til gengæld vild med vand og dyr og kan lide at snorkle eller dykke, så findes mulighederne næppe bedre noget sted på kloden.

Efter den første fabelagtige landgang går turen mod nord, hvor vi ved solnedgang når frem til Kika Rock, en kæmpeklippe, der tager mod os i det smukkeste lys fra solen, der er ved at gå ned over Stillehavet. Den massive klippe er hjemsted for tusindvis af havfugle.

Natten tilbringes i fuld fart - og en hel del søgang - på vej mod næste ø, Genovesa, der er det eneste sted i verden, hvor man finder den rødfodede sule. Fuglens fætter, den blåfodede sule, finder man til gengæld på flere øer.

Solens første stråler danser forsigtigt hen over horisonten, da skibets højttaleranlæg vækker os til en ny dag i det, der af vores to guider om bord konsekvent betegnes som ”paradis”.

Levende klipper

Næste dag skal vi på udkig efter havleguaner på øen Fernandina, der har verdens eneste bestand af saltvandsleguaner. Efter en lækker morgenmad hopper vi om bord i skibets to små gummibåde og sætter kurs mod land. Bådføreren finder et lille hul i mangroven, hvor vi kan klatre ind og få fast jord under fødderne.

Her møder os igen et surrealistisk syn. Ved strandkanten ligger en bunke sorte klipper. Tror vi. Men da vi kommer tættere på, opdager vi, at klipperne har både øjne, ben og lange haler.

Havleguanerne, for dem er det, er egentlig ikke sociale dyr, men de ligger tæt og oven på hinanden for at holde varmen i de kølige morgentimer. De lever i øvrigt også tæt sammen med de store rødgule - og særdeles fotogene - krabber, som vi træffer overalt på Galapagos.

Senere på dagen ankrer skibet op i en lille bugt ved øen Isabela. Eftermiddagens ”jagt” står på pingviner, selv om vi befinder os næsten 10.000 kilometer fra Antarktis. Alle kravler i gummibådene og venter spændte i eftermiddagssolen, mens guiderne fortæller om de fascinerende dyr.

Følsomme pingviner

Pludselig står den der. Vores første pingvin. Stolt som en pave står den lille fyr på en klippe, mens bølgerne sprøjter omkring den.

Hvor er den lille. Ikke meget mere end 30-40 cm høj. Efter nogle minutter hopper den elegant i vandet og forsvinder.

Temperaturen ikke er så høj, som man skulle forvente under ækvators sol. Til gengæld er pingvinerne ekstremt følsomme over for varme, hvis temperaturen stiger bare lidt.

»Således døde 80 pct. af alle pingvinerne på Galapagos i 1981 på grund af en El Niño, der hærgede og sendte varmt vand ind mod kysten. Kun 400 pingviner overlevede. Nu er der 1.200 her på øen og 1.800 i alt på Galapagos,« fortæller vores guide, der hedder Ivan.

Senere møder vi flere pingviner og prøver sågar at snorkle med dem. Fascinerende dyr. Lige så kluntet, pingvinen er oppe på land, hvor den vralter rundt som en overvægtig and, lige så elegant er den under vandet, hvor den bevæger sig som en fisk og nærmest flyver med sine små vinger.

Skildpaddesuppe

Galapagos er - i hvert fald set med dyreøjne - nok det tætteste, man kommer på paradis på Jorden. Men sådan har det ikke altid været. Sømænd fra det meste af verden, ikke mindst Norge, var tæt på helt at smadre dyrelivet på Galapagos.

De første sømænd lagde angiveligt vejen forbi i 1535 på vej fra Panama til Peru. Her opdagede de nogle meget tamme dyr, kæmpeskildpadderne, der nærmest græssede på markerne som store køer og med en størrelse på op til 250 kilo var guf for enhver kok, der skulle kunne bespise en flok sømænd på rejserne hen over oceanerne. De barbariske sømænd fandt tilmed ud af, at de kunne skære enkelte lemmer af skildpadderne, uden at dyrene døde. Derfor var de ideelle til en månedlang sejltur over de store oceaner.

Da en skildpaddes topfart er ca. 300 meter i timen, var det ikke den store kunst at indfange de enorme dyr, selv om det kræver fire mand at løfte sådan en krabat.

Sømænd hentede hundredtusinder af kæmpeskildpadder på Galapagos. Skildpadderne blev så berømte, at man - da festen var ved at være forbi, og skildpadderne nærmet var udryddet - opfandt retten ”forloren skildpadde”.

Da det så allerværst ud for kæmpeskildpadderne, blev de fredet. Men da var tre af de 14 arter uddøde.

E.T. og hans søstre

Da vi efter knap en uge - med besøg på den ene ubeboede ø efter den anden - en tidlig morgen sejler ind til Puerto Ayora på øen Santa Cruz i en lille gummibåd, er det mærkeligt pludselig at se biler, busser og huse igen. Til gengæld er der befriende grønt. Måske fordi det regner. På vej ud af byen bliver vi mødt af rigtige træer, palmer og masser af buske og småtræer med bl.a. citroner og mandariner på grenene.

Efter en halv times køretur er vi oppe i højden, hvor kæmpeskildpadderne holder til. Da det stod værst til, var der kun 14 skildpadder tilbage på Santa Cruz. Nu er tallet oppe på 3.500 alene her og omkring 60.000 totalt på Galapagos, fortæller vores guide stolt.

Enhver, der har set kultfilmen ”E.T.” og kommer til Galapagos, vil blive sendt direkte tilbage til 1982 og Steven Spielbergs superhit, når de møder kæmpeskildpadderne. På Santa Cruz, og ikke mindst i Charles Darwin Research Station, den lokale zoologiske have, myldrer det med E.T.'er.

Ud med indvandrerne

En kæmpeskildpadde er absolut ikke et socialt dyr. Den er kun sammen med en anden skildpadde, når den skal parre sig, eller når den skal finde vand.

Det har derfor voldt forskerne store problemer at få parret skildpadden Lonesome George, som man fandt i en zoologisk have i San Diego, USA, med en anden skildpadde. George er angiveligt den eneste af en særlig underart af skildpadder, derfor har forskerne fundet smukke og indbydende hunner, han kunne parre sig med. Men indtil videre uden at få unger ud af det. Lonesome George er dog ”kun” 88 år gammel, så med en forventet levealder på op til 150-200 år er der stadig god tid.

Samtidig med at sømændene fjernede skildpadderne fra Galapagos, tilførte de dyr som geder, grise, rotter og heste. Især gederne åd den mad, som frem for alt havleguanerne plejede at spise, mens grisene tog godt for sig af leguanernes æg. Og med flere hundrede tusinde geder på Galapagos var de efterhånden en alvorlig trussel mod de ”indfødte” dyr. Derfor gik man for få år siden i gang med at udrydde gederne. Der blev afsat 15 mio. dollars til at skyde alle geder fra helikopter.

Nu er man næsten færdig med at udrydde gederne, og så skal man i gang med rotterne.

Galapagos er i dag et af de dyreste turistmål på kloden. Først inden for de seneste 10-20 år er der for alvor kommet gang i turismen, så øerne nu får besøg af omkring 150.000 turister om året.

Tilbage i slutningen af 1800-tallet forsøgte Ecuador sågar at sælge øerne til briterne for 200.000 dollars, men briterne fandt prisen alt for høj. Især det faktum, at mange af øerne ikke har ferskvand, trak ned, og det hjalp ikke, at flere af øerne nærmest kun består af et takket, måneagtigt landskab af små vulkaner med en lille grøn plet hist og her.

Livet under overfladen

Man bør ikke tage til Galapagos uden i hvert fald at forsøge at snorkle.

Et dyk ned under overfladen er som et kig ind i et gigantisk akvarium. Her svømmer kæmpe stimer af små, farverige fisk i tusindvis rundt. Blå, røde, grønne, gule eller stribede fisk. Skorpionfisk, napoleonsfisk, trompetfisk - for ikke at glemme, at man både kan snorkle og dykke med pingviner, søløver og hajer. Alt imens fugle kaster sig ned i havet i frit fald fra stor højde for at fange fisk.

Den sidste aften sejler vi ud i den sorte nat sammen med vores instruktør, iført tykke våddragter, dykkerudstyr og to kraftige lommelygter hver. Det er lidt skummelt at kaste sig baglæns ud i mørket fra kanten af båden. Men nede i dybet dukker en ny drømmeverden op.

Vi svømmer rundt mellem sovende fisk, kæmpestore hummere, en smuk og elegant mantarokke samt legesyge søløver og et par halvsøvnige havskildpadder. Især oplevelsen af at komme op til overfladen og opleve den totale stilhed i mørket, indtil vores båd langsomt tøffer hen mod os, er som en drøm. Det er én af de flotteste og mest spektakulære oplevelser, jeg har haft som dykker.

Da vi næste dag går om bord på flyet, er vi alle totalt mætte af indtryk. Indtryk der har brændt sig fast på nethinden for altid. Indtryk af søløver, pingviner, havleguaner og små albatrosunger sammen med deres kejtede forældre, der nærmest ikke kan gå, men til gengæld flyver som en drøm.

Læs også: Darwins Galapagos