Nye vinde over Løkken
Diskoteker og campingpladser for unge drukturister lukker ned på stribe. Fremover vil Løkken satse på helårsturisme til de lidt ældre og mere kvalitetsbevidste. Vi besøgte den nordjyske fiskerby for at undersøge, hvad den har at byde på. En del af svaret bobler i kedlerne på det lokale bryghus.
Stormen kommer i aften,« konstaterer han tørt, mens han rykker hårdt frem i gearstangen og træder speederen nok i bund til at slæbe firhjulstrækkeren frem gennem det fine strandsand.
I mere end 30 år har klitterne, sandet og vandet her omkring Løkken været kunstmaleren John Kristensens arbejdsværelse med højt til loftet. Han får aldrig nok af lyset, kontrasterne og de dramatiske skift i vejret.
»Hvis det kommer til at gå rigtig vildt for sig i aften, så bliver de nødt til at trække dem længere op på land,« siger han og peger på de seks kuttere, der ligger solidt plantet i sandet mellem mørnede rebstumper og afpillede fiskeskrog.
De unge er forduftet
De seneste mange år har en helt anden form for blæst ramt den nordjyske fiskerby om sommeren. Horder af unge er strømmet til fra ind- og udland og har ladet byen og strandene danne ramme om en ferie med sanseløs druk og vilde udskejelser.
Men det ser ud til at være slut nu. Der blæser nye vinde over Løkken. I løbet af de seneste par somre er stimerne af unge søgt mod lunere farvande i for eksempel Bulgarien og Tyrkiet, hvor selskaber som Ung Rejs lokker med solgaranti, pubcrawls og gode scorechancer.
For få år siden kunne diskotekerne i Løkken på en god aften skovle hundredtusinder af kroner ind alene på entréindtægter. I dag må de dreje nøglen om eller holde åbent i kortere tid. I 2007 holdt Crazy Daisy for eksempel kun åbent i få uger, før man tog konsekvensen af de tomme dansegulve og lukkede igen – denne gang for bestandig.
En ny type turister
Løkken er tvunget til at gå nye veje. Og det er man allerede godt i gang med, fortæller Josefine Meldgaard, der bestyrer det lokale bryghus:
»På en måde er vi selvfølgelig kede af, at de helt unge turister er væk. For det rammer jo alle os restauratører. Men det kan også have den positive effekt, at andre måske får mere lyst til at holde ferie i byen,« siger hun og lader højre hånd glide blidt hen over en af de store, blanke kedler, hvori de lokale dråber gærer og langsomt vinder den særlige smag.
»På de her kanter tager ting tid. Hvis du går ind i en butik, skal du ikke regne med kun at være der i fem minutter. Og at brygge en god øl, det tager en hel måned,« fortæller hun.
På Løkken Bryghus har man oplevet et markant skifte i klientellet alene i stedets blot halvandet år lange levetid.
»Der kommer stadig unge mennesker, men det er, som om det er en anden type end tidligere. De går ikke på sanseløs druk, men sidder i stedet og nyder et godt glas øl og tager også gerne med på en rundvisning, hvor de får mere at vide om, hvordan øllet er brygget,« siger Josefine Meldgaard.
En af de lokale stikker hovedet ind med et hurtigt praktisk spørgsmål. Men han får ikke lov at slippe så let. Snart bliver han budt på kaffe og ender med at få en længere snak med Josefine og kollegerne.
De har ikke så travlt i Løkken. Og netop derfor kan drukturismens død faktisk ende med at få en positiv effekt på byens udvikling.
Tidligere var det sådan, at mange af de lokale måtte holde ud i de måneder, hvor det store rykind af unge fandt sted. De vidste, at det var godt for byen, så de accepterede det, men der var ingen, der fandt det fornøjeligt at vade rundt mellem knuste ølglas, afgnavede pizzastykker og opkast. I dag er der grobund for, at der kan opstå en bedre sammenhæng mellem turisternes behov og løkkenboernes kultur.
For byen har stadig masser at byde på, selv om man ikke er til Crazy Daisy. Faktisk behøver man blot bevæge sig omkring 100 meter væk fra bykernen, så venter en af de mest storslåede naturoplevelser i Danmark. Strandene ved Løkken er af høj klasse, og selv på denne tid af året, hvor badetemperaturerne ikke ligefrem lokker, kan man få tid til at gå her. Alene en gåtur på stranden, hvor man kan følge med i lysets spil over vandet og klitterne, er en stor oplevelse. Og den kan faktisk også opnås fra en bil, da strandene her omkring også har status af offentlige veje.
Tæt på fiskerne
På strandene ved Løkken er det også muligt at få et indblik i en spændende og uddøende del af den danske kultur.
»Man bør simpelt hen unde sig selv den oplevelse at sætte sig herned på stranden ud på eftermiddagen, når fiskerne kommer i land,« siger John Kristensen.
Fiskerne ved Løkken har ofte spillet en hovedrolle på de malerier, han har brugt til at indkapsle atmosfæren og det særlige lys.
»Man kan komme her på alle tider af året, og der sker altid noget nyt. Om sommeren, når de fleste turister er her, sker der ikke så meget, for da er fiskerne blot i gang med at male bådene. Men når de lander stenbidere eller hen på foråret, når det gælder søtunge, pighvar og rødspætte, så sker der altså noget,« fortæller han.