Hver fjerde dansker vil koble fra på ferien – men lægger ikke mobilen væk: »Det svarer lidt til at tage smøgerne med«
Hver fjerde dansker går offline eller begrænser skærmbrugen på ferien. Men ifølge digital sundhedsekspert Imran Rashid er en midlertidig pause fra skærmen ikke nok, hvis vi for alvor vil ændre vores negative digitale vaner.
Du kender det sikkert alt for godt. Du sætter dig i sofaen og begynder at scrolle på din mobil. Få minutter bliver pludselig til flere timer med skærmen i hånden.
For nogle danskere er ferien en anledning til at bryde vanen og tage en digital pause.
Faktisk vælger hver fjerde dansker at gå offline eller begrænse skærmbrugen på ferien ifølge en spørgeundersøgelse fra 2026, som analyseinstituttet YouGov har foretaget for rejsearrangøren Sunweb.
Det er imidlertid ikke altid helt let at slippe for mobilen, for den er både et praktisk redskab på rejsen og en adgang til den digitale hverdag, vi forsøger at slippe væk fra. Men der er faktisk konkrete muligheder.