En nedlagt kirke er ikke noget særsyn i Holland: Det bliver de brugt til i stedet
Mange kirker er lukkede, og der skal stadig lukkes godt 1.000 kirker de kommende år. I stedet rykker restauranter, klatrevægge og bøger ind. I Hoorn nord for Amsterdam har byens store kirke åbnet dørene for et nyt hotel.
Det er jo fristende at skrive, at sengen er himmelsk, og omgivelserne guddommelige, men frem for at falde for klichéer er det nok bedre bare at konstatere, at man sover rigtig godt i den gamle kirke midt i byen Hoorn lidt nord for Amsterdam.
Og det er bare det seneste i rækken af efterhånden mange eksempler på, at nedlagte kirker bruges til nye formål, som mange nok har svært ved at forestille sig.