De har matadorpenge, et mini-Louvre og verdens mest gådefulde sprog — det franske Baskerland blomstrer
Der er byfest i Bayonne, brusende bølger ved Biarritz og vilde heste ved Rhune-bjerget. Men mest af alt er det mennesker som Naia, Jean, Christian og Aline, der værner om en særlig kultur i en lomme af Frankrig.
En tæt på ulidelig hedebølge har lagt sig som en varm, tung dyne over det sydvestlige Frankrig, og selv for varmevante franskmænd er op mod 38 grader i maj alligevel for voldsomt:
»Man føler sig som en grillkylling, når man ligger og vender og drejer sig hvert femte minut hele natten,« som en kvinde udtrykker det i lokalradioen, mens vi kører gennem de solbeskinnede grønne landskaber i et af de mest særegne områder af Europa.