Dansk globetrotter lader sig hverken intimidere af våben eller råben
For Jan Tvernø venter eventyret lige rundt om hjørnet: om det er i Afghanistan, på Antarktis eller Anholt, som han endnu har til gode at udforske. I mellemtiden deler han ud af sine erfaringer med at rejse til steder, andre typisk overser.
Eventyrer, fotograf, foredragsholder og forfatter Jan Tvernø drejer instinktivt altid væk fra alfarvej, når han drager ud i verden. Sidste år fik han en af sine store rejsedrømme opfyldt ved at gå i fodsporene på en af historiens største opdagelsesrejsende.