Som 16-årig solgte hun sin højt elskede pony for at få råd til dykkerudstyr: Da hun droppede ud af gymnasiet, forfulgte hun sin livsdrøm
Da Maria Bollerup var 18 år gammel, droppede hun ud af gymnasiet. Ikke efter lange overvejelser eller seriøse samtaler med sine forældre, men som en pludselig indskydelse kun to uger inde i skoleåret i 2. g på Aabenraa Gymnasium.
Beslutningen kom til hende en morgen, da hun var på vej ind på skolens område. Pludselig stoppede hun op og reagerede for første gang af mange på, hvad hendes hjerte og mavefornemmelse fortalte hende.
»Jeg tror meget på, at man skal følge sin intuition og lytte til, hvad kroppen fortæller. Det var det, jeg gjorde her. Jeg kan huske, at jeg stod uden for skolen og kiggede på eleverne, der var vej ind, og så var der et eller andet i mig, der sagde: ”Du skal ikke det her mere. Du skal følge det, du i virkeligheden gerne vil.” Derefter gik jeg ind på rektors kontor og fortalte, at jeg gerne ville droppe ud af skolen – og så gik jeg ind i klassen og krammede mine klassekammerater farvel,« fortæller Maria Bollerup.