Militærnægter har utallige gange udsat sig selv for krig og krydsild for at få historien i hus

Kalenderen viser den 18. april 1994, og den danske udenrigskorrespondent Øjvind Kyrø befinder sig i Burundi i det centrale Afrika. Til trods for at det langtfra har skortet på advarsler, er han taget afsted på en farefuld mission.

Folkemordet i nabolandet Rwanda har stået på i 12 dage, og folk flygter i stor stil.

Alligevel befinder den danske korrespondent sig bag rattet i en ramponeret Toyota på vej mod grænsen. Bilen har han lejet af en bartender i Burundis hovedstad Bujumbura, og uden at vide det er han taget afsted på dét, der skal vise sig at blive hans livs farligste rejse. Med sig har han to fotografer: Mariella fra Schweiz og Alex fra England.

En fortabt kvinde på vejen

Trods de mange advarsler forsikrer en tolder ved grænsen den udenlandske gruppe om, at alt ånder fred og ro i det sydlige Rwanda. Planen er et kort besøg, så de kan skrive Rwanda som dateline på deres arbejde: at de rent faktisk har rapporteret fra landet på den pågældende dato. Få kilometer inde møder de den første udfordring.

»Pludselig står der en tutsi-kvinde midt på vejen med udstrakte arme og ansigtet fortrukket i et stumt skrig. I begyndelsen bremser jeg selvfølgelig, da min mor har lært mig, at man skal være galant,« fortæller Øjvind Kyrø.

Fotografen Mariella insisterer imidlertid på, at kvinden er skør, og at de skal fortsætte.

»Jeg laver et herresving rundt om hende, mens hun står stiv som en støtte. Lidt længere henne står fire mænd med spyd og macheter, og vi ser en krop, der spjætter under dødsseancen,« beretter Øjvind Kyrø med en mine, som om han har fortalt historien mange gange og for længst har bearbejdet scenariet.

»Det var garanteret hendes mand, der blev slagtet, og hun ventede bare på, at det var hendes tur. Hun prøvede at stoppe os, for hvide mennesker har en stærk stamme bag sig.«

Borgmestermord og blodbad i gaderne

Lidt senere ankommer gruppen til Butare, og her viser det sig, at tolderen rent faktisk talte sandt. Byen har været fredelig – i hvert fald indtil for ganske nylig.

»Byens borgmester var selv tutsi, og han har derfor ikke adlydt ordren om, at tutsier skulle slås ihjel. Hvad vi dog først nu finder ud af, er, at tidligere samme dag er hutuernes sorte baretter fra præsidentgarden landet, har myrdet borgmesteren og beordret nedslagtningen i gang.«

Mens den nationale radio skræpper ildevarslende beskeder, flygter tutsi-befolkningen fra landets næststørste by. Det frygtelige scenarie med lig alle vegne bliver hurtigt for meget for de tre reportere, der i et forsøg på at beskytte sig selv opsøger præsidentgardens chef, byens nye magthaver.

»Det hele er ét stort blodbad, og vi vil bare væk, væk, væk,« fortæller Øjvind Kyrø nu en anelse mere agiteret.

»Chefen har selvfølgelig ikke tid til at snakke med nogle åndssvage, hvide journalister, der bekymrer sig om at få militærbeskyttelse ud af landet. Det har han ikke tid til, for han skal ud at slagte mennesker.«

Speederen i bund med livet i behold

Holdet ender derfor med uledsaget at tage flugten tilbage til Burundi ad den samme asfaltvej, som de er kommet. På vej ud af byen har nogle hutuer i mellemtiden bygget en vejspærring og står med manchetter og spyd.

»På det tidspunkt er jeg parat til at dræbe, så jeg træder speederen i bund. I sidste øjeblik springer de væk, hvilket er heldigt, for ellers havde jeg kørt dem over. Vi er virkelig bange og har lige set helvede bryde løs. Folk har glemt alt, hvad de har lært i søndagsskolen: de slår ihjel på ordre omkring os, og mange af dem er voldsomt berusede, for på den måde slår man lettest ihjel,« fortæller Øjvind Kyrø.

»Vi brager igennem helvedet, og dækkene er tyndslidte på vores bil, men gudskelov punkterer vi ikke. Mariella råber, at hun tisser i bukserne, og så kører vi ellers tilbage til grænsen. Den dag var vi tæt på. Dagen, hvor folkemordet brød ud i Butare.«

Dansk Hemingway i Havana

Oppe fra sin førstesalsbalkon i Havanas gamle bydel råber Øjvind Kyrø mig grinende an. Over ham står solen højt og skinner gavmildt ned på Peña Pobre-gaden.

»Jeg kaster lige en nøgle ned til dig, så kan du selv låse dig ind,« lyder det muntert.

Indenfor i Øjvind Kyrøs Casa Ingrid venter en ganske anden verden end forfaldet, der præger store dele af Havana. Her er vel seks meter til loftet, fritstående søjler, mahognimøbler og et par brede sofaer, der matcher gulvets traditionelle klinker.

Øjvind har lejet pensionatets kammer, og det danske svar på Ernest Hemingway byder passende på kaffe og god mørk rom, inden han tænder en stor cigar og begynder at fortælle sin livshistorie.

Sukkermadder mod sindssyge

Øjvind Kyrø flyttede i sin barndom rundt mellem Aarhus, København, Sundby og Tølløse, hvor hans far arbejdede som præst.

»Min mor var hjemmegående og stod altid parat med en puddersukkermad, når jeg kom hjem fra skole. Det var et varmt, kærligt og frit hjem. Man siger jo, at ens første leveår er dannende for resten af livet, og det er sikkert derfor, at jeg ikke er blevet helt sindssyg af alt det, jeg har oplevet.«

Øjvind Kyrø tømte med egne ord Vesterbros børnebibliotek for eventyrbøger.

»Jeg blev mobbet med, at jeg var præstesøn, så jeg var lidt af en læsehest. Det vigtigste i hele verden er jo at lære noget. Jeg elskede især eventyr og læste bøger som ”En verdensomsejling under havet”, ”Skatteøen” og ”Davy Crockett”.«

Opildnet af de mange eventyrbøger var Øjvind Kyrøs store drøm at blive journalist. Det lå dog langtfra i kortene, da han altid fik dumpekarakterer i dansk stil.

Militærnægter i krig og krydsild

I stedet læste Øjvind Kyrø kristendomskundskab på Københavns Universitet med henblik på at blive gymnasielærer. Heldigvis overtalte en journalistpraktikant, der havde set, hvad Kyrø havde skrevet i det antimilitaristiske tidsskrift ”Ikkevold” ham til at søge ind som journalist.

»På det tidspunkt var jeg dødtræt af oldgræsk og latin, så opfordringen kom som sendt fra en engel. Men tænk sig, jeg kunne lige så godt være endt som gymnasielærer i Viborg mens jeg kedede mig selv til døde ved at sige det samme dag ud og dag ind.«

Efter Øjvind Kyrø blev optaget på journalistuddannelsen, blev han sendt i praktik på Berlingske. Praktikpladsen førte til seks år på Weekendavisen, og siden dengang har han dækket »17-18 krige, kup og folkemord«.

Han har været fanget i krydsild mellem regeringssoldater og guerilla i El Salvador, ligget i skyttegrave i Eritrea, dokumenteret folkemord i Rwanda og Guatemala, dækket Israels invasion af Libanon, kup i Kenya, Chile og Paraguay og krige i Afrika og Sydamerika.

»Jeg har set flere lig og mere krig end nogen dansk general, hvilket er absurd, da jeg er militærnægter,« siger Øjvind Kyrø med et skælmsk smil, inden han tager en tår rom.

Skabt til at være både skiderik og filantrop

Al den krig, død og lemlæstelse lyder som hård kost, så jeg spørger, om det har givet ar på sjælen.

»For mig er det at skrive terapi, hvor jeg får oplevelserne ud af kroppen, og jeg tror kun, jeg på grund af mit arbejde er vågnet med mareridt tre-fire gange i mit liv. Det skyldes velsagtens min trygge, kristne opvækst. At med et fadervor i pagt skal du aldrig gyse,« beretter Øjvind Kyrø og citerer dermed salmen ”Altid frejdig, når du går”.

Den erfarne journalist har gjort sig mange tanker om eksistens, tro og krigens gru.

»Det er selvfølgelig også rart at kunne sige til sig selv, at man bruger sin metier til noget gavnligt. Det vigtigste i verden er at bekæmpe sin frygt, og det kan du ikke altid selv finde ud af, fordi vi på én gang er skabt til at kunne være nogle skiderikker og til at gøre det gode. Det er derfor, jeg begyndte at læse teologi. Fordi man dér kan bakse med livets store gåder og hvad meningen med det hele er.«

Jeg spørger Øjvind Kyrø, om han altid har været troende.

»Ja, det var lige så naturligt som at spise havregryn til morgenmad.«

Cocktailparties i baghaven

Efter seks år på Weekendavisen flyttede Øjvind Kyrø i 1988 til Chile og blev freelancekorrespondent. Ved selv at »hamre et job sammen« med opgaver for danske og norske medier lykkedes det Øjvind Kyrø at finansiere sit treårige sydamerikanske ophold.

Dengang var det ikke særlig svært at få afsat noget fra hverken Latinamerika eller Afrika.

»Interessen var en helt anden end i dag. I Santiago havde vi besøg af alle mulige danskere som Bertel Haarder, Ebba Strange, Ivan Malinovski, Dea Trier Mørch, Erik Stinus og Hans Hækkerup. På et tidspunkt skulle Salvador Allende genbegraves, efter at han på Augusto Pinochets ordre var blevet kylet ned i en kirkegård ude ved havet, og så kom der endnu en dansk delegation.«

Øjvind Kyrøs ven var chef for ambassaden i Santiago og behøvede ofte aflastning i forhold til de mange gæster.

»Så måtte jeg holde cocktailparties i min have for Anker Jørgensen, eller hvem der nu var på besøg.«

Interessen for Afrika og Latinamerika holdt dog ikke ved.

»Hvis der kom flere klik på, at en skuespillerinde havde fået nye bryster, var det ikke Chiles politik, der interesserede dem. Fordi deres eneste mission synes at være at skaffe høje læsertal. Resultatet er, at danske medier nærmest ikke længere dækker de områder, men fokuserer på EU, USA og Kina.«

Det frygtede storrumskontor

Efter tre år i Chile blev Øjvind Kyrø skilt, flyttede hjem til Ordrup og blev i 1992 ansat som udenrigsredaktør på TV 2 i Odense.

»Ulla Terkelsen ansatte mig, og hendes mantra var ligeledes, at vi skulle koncentrere os om EU, Mellemøsten og USA. Jørgen Schleimann (daværende direktør på TV 2, red.) havde rejst en del i Afrika, men af kommercielle årsager indtog han også en anden position.«

Det var nu ikke kun derfor, Øjvind Kyrø stoppede efter halvandet år på Kvægtorvet. Han egnede sig hverken til at være chef eller at arbejde 12 timer i døgnet.

»Jeg kan godt lide at rejse, men ikke til Odense. Vi arbejdede fra syv morgen til syv aften på storrumskontor. Jeg var vant til at have mit eget kontor, hvor man kunne lukke døren og klø sig selv i skridtet. Desuden brød jeg mig ikke om at sende folk til de steder, jeg selv ville hen, og prøve at redde stumperne fra det makværk, de sendte tilbage.«

Siden 1993 har Øjvind Kyrø arbejdet som freelancejournalist, forfatter, foredragsholder og rejseleder. I den tid har han udgivet ni bøger, og præcis på 10-årsdagen for folkemordet udgav han i 2004 bogen: ”God morgen, Rwanda – er I begyndt at arbejde?”

Bogen beskriver bl.a. Øjvind Kyrøs andet besøg i Rwanda. Fra Uganda kørte han sammen med fotograf Jørn Stjerneklar ind i landet med kurs mod hovedstaden Kigali:

»Rwanda er det afrikanske fastlands tættest befolkede område, og alligevel kørte vi gennem et mennesketomt landskab. Til gengæld kunne vi lugte dem. Og når vi stoppede bilen og gik ud, lå ligene overalt. Folk var blevet slagtet og rådnede op. Jeg har aldrig set så mange lig.«

Når de kom forbi massegrave, kunne Jørn Stjerneklar finde på at stille det oplagte spørgsmål: »Hvor er din Gud nu henne, Øjvind? Hvorfor hjalp han ikke her?«

Øjvind Kyrøs svar på dette spørgsmål kommer uden tøven.

»Det er jo det ældste teologiske problem i verden. Hvis Gud er god, hvorfor er der så meget ondt i verden? Og det må jo være, fordi han giver os alle sammen mulighed for at vælge mellem det gode og det onde.«

Det gode liv som rejsereporter

Heldigvis har de mange år som freelancer også kastet en række gode oplevelser af sig. Som rejsereporter – primært for Børsen – har Øjvind Kyrø blandt mange andre eksotiske oplevelser fået lov til at finde Alpernes bedste skisportssted, bo på verdens bedste hotel og anmelde Concorden.

På vegne af læserne har Øjvind også haft fornøjelsen af at sejle i rutefart med den klassiske damper Queen Elisabeth II fra Southampton til New York.

»Turen tager fem en halv dag, og hver dag har 25 timer. Du kommer dansende hen over Atlanten, og når du vågner klokken seks om morgenen på ankomstdagen, står Frihedsgudinden og tager imod dig.«

I Øjvind Kyrøs Casa Particular er det blevet eftermiddag. Rommen er drukket. Cigaren er røget. Efter et par hektiske uger som rejseleder vil han fejre sin første fridag, når han senere tager en cubansk kvinde med på byens bedste restaurant.

»Jeg mødte hende forleden, gav hende mit telefonnummer og sagde, at hun kunne ringe, hvis hun havde lyst til at blive inviteret ud. Og det gjorde hun heldigvis i går,« siger han med et lidt smørret smil.

Siden sin første reportagerejse i 1983 er Øjvind Kyrø rejst til Cuba et hav af gange.

»Ofte føler jeg mig mere hjemme her end i Danmark. Hjertevarmen og tolerancen er større, og kønsrollerne er ikke så brogede som derhjemme. Her er mere traditionelt og ikke så ensrettet, som vi danskere er vant til.«

Samtidig understreger Øjvind Kyrø, at Cuba er et land i store problemer, der risikerer at gå bankerot, så efter et par måneder i landet glæder han sig til at rejse hjem til lejligheden på Frederiksberg. De mørke og kolde danske vintre er han til gengæld ikke vild med:

»Her i Cuba er træerne ikke nøgne, og man kan se, hvad der er for og bag på en kvinde. Her er der kvinder, som godt kan lide galante mænd og at blive inviteret på restaurant. Her er der liv, cigarer og rom.«