De britiske pubber forsvinder med alarmerende hast
I løbet af 2024 lukkede over 400 af de gamle beværtninger i England og Wales. Billedet er det samme i Danmark.
Der skal helst være modne, midaldrende kvinder ved pumperne bag bardisken, som er på fornavn med de lokale gæster. En gårdhave er rar til de lune dage.
Men indretningen indenfor skal være fra den victorianske periode – masser af træ og udsmykkede spejle på væggene.
Og så skal en god ale serveres i et jordbærrødt porcelænskrus i stedet for i et glas. Således opnår man den optimale smagsoplevelse.
George Orwell er mest kendt for sin dystopiske fremtidsroman ”1984”, men han skrev bl.a. også artikler til The Evening Standard, herunder det nu klassiske essay ”Moon under Water”, der opridser de krav, Orwell havde til den ideelle pub.
Meget er sket siden 1946, og det er kun gået én vej med pubberne. Ned. Fra at være en bærende institution i lokalsamfundet eller en forlænget dagligstue er det nu en truet kulturarv. Og det går stærkt.