115 krydstogtspassagerer lægger sag an efter mareridtsrejse
Flere end 100 passagerer har lagt sag an efter en rejse, der blev alt andet, end de havde håbet på. De mener, at rederiet underspiller antal smittede.
Det er aldrig sjovt at blive syg på rejsen. Og da slet ikke, når man befinder sig på dybt vand uden mulighed for at komme i land. De fleste husker nok de mareridtsagtige scenarier, der udspillede sig under coronapandemien, hvor flere krydstogtskibe blev nægtet at komme i land med dødssyge passagerer ombord.
Ni døde f.eks. ombord på ”Diamond Princess”, der sejlede fra Yokohama i Japan i januar 2020 med smitten som usynlig passager. Hver femte passager og besætningsmedlem ombord på skibet blev i løbet af få dage ramt af sygdommen.
Så galt gik det ikke passagererne, som for nylig var med på et krydstogt fra Southampton til De Kanariske Øer. Men for mange ombord blev rejsen slem nok.