Snart får du brug for visum til flotte strande og en af Europas mest besøgte storbyer
Inden foråret 2025 skal alle europæere, der vil på besøg, udfylde en såkaldt ETA og betale et gebyr på 10 pund.
Spændende havnebyer, spektakulære højlandsscenarier, storslåede kunstmuseer og fremragende restauranter. For ikke at tale om mulighederne for at se godt teater og gå på indkøb i nogle af Europas dagsordensættende modebyer.
Der er grunde nok til at rejse til det stolte ørige i Atlanterhavet, og hidtil har det også været nemt.
Men snart sker der noget nyt.
I øjeblikket er det kun borgere fra Bahrain, Kuwait, Oman, Qatar, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater, som skal ansøge om rejsetilladelse til Storbritannien. Men i november udvides det til flere nationaliteter som f.eks. amerikanske statsborgere.
Storbritannien er i øjeblikket ved at sætte sidste punktum i planerne om indførelsen af det britiske elektroniske rejsetilladelsessystem – også kaldet ETA. Det betyder også, at fra næste år skal alle europæiske statsborgere, som gerne vil rejse ind i Storbritannien, ansøge om en ETA.
Storbritanniens udenrigsminister Yvette Cooper har i en offentlig udtalelse sagt, at alle besøgende til landet, både spædbørn, børn og voksne, som ikke i forvejen har et gyldigt visum eller opholdstilladelse, vil blive opkrævet et gebyr, som svarer til ca. 90 danske kroner. Ifølge Cooper vil det udvidede rejsetilladelsessystem give Storbritannien en bedre kontrol med, hvem der rejser ind i landet.
Vi kunne godt ønske, at vores gæster kunne rejse lige så frit og nemt til Storbritannien, som de kan til de fleste andre europæiske rejsemål.Sofie Folden Lund, kommunikationschef Spies
Ligner amerikansk model
Ansøgningen foregår online, hvor man udfylder et omfattende ansøgningsskema og vedhæfter forskellig dokumentation som f.eks. sit pas. Ansøgningsformularen er ikke færdigformuleret, men den vil højest sandsynligt ligne det amerikanske ESTA. Spørgsmålene kommer desuden til at handle om ens generelle kontaktoplysninger, boligsituation og straffeattest.
Et af kravene er, at ens pas ikke må være mere end ti år gammelt, og at det udløber mindst tre måneder efter afrejsedatoen fra Storbritannien. Når en ETA er godkendt, er den gyldig i to år.
I den periode kan man rejse frit til Storbritannien. Hvert ophold må dog ikke vare længere end seks måneder. Da rejsetilladelsen er elektronisk, vil den være digitalt vedhæftet til ens pas, som kan registreres, når passet bliver scannet i Storbritannien.
Om indførslen af det britiske elektroniske rejsetilladelsessystem kommer til at påvirke danskernes tur over det nordlige Atlanterhav er endnu uvist. Men ifølge Sofie Folden Lund, kommunikations- og pressechef for rejseselskabet Spies, er det ikke noget, de forventer, at deres gæster dropper en ferierejse til Storbritannien for.
»Når man booker med os, vil det typisk være en pakkerejse med fly og hotel en tre-fem dage – enten som ren ferie eller som del af en fodboldrejse, og her er det nok ikke et beløb på 90 kroner, der er afgørende for, om man tager afsted. Når det er sagt, kunne vi dog godt ønske, at vores gæster kunne rejse lige så frit og nemt til Storbritannien, som de kan til de fleste andre europæiske rejsemål,« siger Sofie Folden Lund.
Spies sender årligt en kvart million danskere på ferie, 3000 af dem til Storbritannien.