Fortsæt til indhold
Rejser

En række populære sommerferielande er blevet markant dyrere siden sidste år – andre feriemål er mærkbart billigere

I de kommende uger rejser mange danskere på sommerferie, og her må man forberede sig på prisstigninger på flere populære destinationer. Andre steder er der derimod besparelser i udsigt.

Vejrudsigterne har på det seneste været ret nedslående for alle, der ønsker sig sol, varme og stabilt sommervejr. Anderledes lyst ser det ud ved Middelhavet, hvor man i øjeblikket har temperaturer på omkring 28 grader i lande som Kroatien, Grækenland og Spanien.

Men går turen til nogle af disse populære feriedestinationer i sommerferien, må du forvente at skulle grave dybere i pengepungen end sidste år. Det gælder over en bred kam, og i de nævnte lande er det blevet omtrent 2-3 pct. dyrere at opholde sig sammenlignet med for et år siden.

Det viser en opgørelse fra Spar Nord, der har kigget nærmere på valutakurser og inflationsniveau og regnet sig frem til udsving og ændringer i det generelle prisniveau på en række forskellige destinationer.

Kigger man på prisniveauet i forhold til før corona, ligger det tyrkiske prisindeks cirka fem gange højere, så selvom det generelle prisniveau i Tyrkiet fortsat er en del under det danske, er det blevet betydeligt dyrere at holde ferie der, end det var tidligere.
Jens Nyholm, cheføkonom i Spar Nord

Feriefavorit er blevet markant dyrere

Og på nogle populære feriemål kommer man til virkelig at kunne mærke forskel.

Hvis du f.eks. har bestilt en rejse til Tyrkiet, er du blandt dem, som formentlig kommer til at mærke de største prisændringer. Her er det blevet intet mindre end 25,1 pct. dyrere sammenlignet med sidste sommer.

»På de fleste populære sommerferiedestinationer er det blevet en smule dyrere, men de færreste vil nok tænke videre over det. Går turen til Tyrkiet, er det dog en helt anden snak – for landet lider fortsat under en voldsom høj inflation på hele 63,9 pct., og selvom den tyrkiske lira er svækket over for den danske krone, kompenserer det kun delvist. Det betyder, at den rejse, du f.eks. gav 20.000 kroner for sidste år, i år vil koste godt 25.000 kroner, så det kan bestemt mærkes,« siger cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm og fortsætter:

»Allerede tilbage i 2018 oplevede Tyrkiet inflation og økonomisk ustabilitet, som førte til, at landets økonomi gik i recession. Det blev yderligere forstærket af coronapandemien og en forfejlet pengepolitik, som har ført til en svækket valuta og høj inflation. Kigger man på prisniveauet i forhold til før corona, ligger det tyrkiske prisindeks cirka fem gange højere, så selvom det generelle prisniveau i Tyrkiet fortsat er en del under det danske, er det blevet betydeligt dyrere at holde ferie der, end det var tidligere.«

Også destinationer som Island og Mexico er blevet dyrere med henholdsvis 6,1 pct. og 10,3 pct. i forhold til sidste år.

Japan er blevet billigere

I år er det dog også i nogle enkelte lande blevet billigere at være dansk turist, hvis man sammenligner med for et år siden. Schweiz er blevet en anelse billigere, og det samme gælder Egypten, men ikke nær så meget som Thailand, der er blevet 7 pct. billigere siden sidste år.

Den største positive prisudvikling set med danske øjne gælder dog Japan, som er blevet 10,8 pct. billigere.

»Det er nok de færreste, som rejser til Thailand om sommeren, hvor der er regntid, og derfor er højsæsonen om vinteren. Der kan dog være penge at spare ved at gå mod strømmen og booke uden for højsæson eller måske ved at booke din ferie i vinterhalvåret allerede nu. I så fald kan der være lidt ekstra i feriebudgettet, som kan bruges på f.eks. aktiviteter på destinationen, eller det kan generelt blot blive en billigere ferie,« lyder det fra Jens Nyholm.

»Hvis drømmen er at opleve Japan, kan det meget vel være det ideelle tidspunkt netop nu. For den japanske yen er svækket med 12,5 pct. over for den danske krone, så danske turister vil kunne få noget mere for pengene nu end sidste år. Det vil nok være for dem, som vil noget mere spektakulært på deres ferie og har flere ugers ferie at gøre med,« afslutter han.