Fortsæt til indhold
Rejser

Før sommerferien er det godt at vide, hvor du finder de bedste og værste strande i Europa: Ny rapport giver dig svaret

Hvis rent badevand på rejsen er vigtig for dig, er det en god idé at kigge på den seneste måling fra European Environment Agency. Danmark ligger godt placeret

De gode nyheder først.

Det meste af Europas badevand, lige fra Atlanterhavet til Middelhavet, er af udsøgt kvalitet til svømning. I 2023 var omkring 89 pct. af kystbadevandet inden for EU klassificeret som fremragende, sammenlignet med knap 79 pct. af det indlandsbaserede badevand, herunder søer og havne.

Det fremgår af den netop udkomne rapport fra Det Europæiske Miljøagentur – European Environment Agency.

Men når det er sagt, er der faktisk meget stor forskel på de lande, som er omfattet af undersøgelsen, hvilket er de 27 EU-lande samt Schweiz og Albanien.

Sidstnævnte klarer sig i øvrigt dårligst af alle lande i undersøgelsen. Kun 41,2 pct. af de målte strande i det tidligere så lukkede Balkanland – der de seneste år er blevet udpeget som en af de mest spændende nye rejsedestinationer på kontinentet – har således det man kalder ”udsøgt vandkvalitet”.

Albanien får i den tunge ende selskab af lande som Polen, Ungarn, Estland og Belgien, hvor under 70 pct. af målingerne af badevandet opfyldte kriterierne, der i øvrigt inddeles i fire kategorier: excellent, god, tilstrækkelig og dårlig.

En række af de allebedste strande i Kroatien ligger langs Makarska-rivieraen mellem Split og Dubrovnik. Foto: Tom Nørgaard

Uheldige undtagelser fra reglen

Rapporten fremhæver, at kvaliteten af Europas badevand generelt er blevet forbedret de senere år på grund af god og restriktiv politik på området, hvilket har gjort mange engang forurenede byområder sikre til svømning. Det gælder bl.a. i byer som København, Aarhus og Paris

I nogle EU-lande som Sverige, Holland, Irland og Estland har er tre pct. eller flere badesteder imidlertid af dårlig kvalitet. Når et sted kategoriseres som dårligt, betyder det, at det ikke er sikkert at svømme, og der skal tages skridt til at forbedre situationen.

Til gengæld viser rapporten, at hele 96 pct. af badevandsmålingerne sidste år ved kyster, søer og floder opfyldte minimumskravene i forhold til EU’s Badevandsdirektiv, Bathing Water Directive (BWD).

Generelt findes der stadig færre steder med f.eks. colibakterier. Forurenet badevand kan risikere at give alvorlige maveproblemer og diarré. Det kan derudover også medføre hududslæt samt infektioner i øjne og ører.

Danmark blandt de bedste badelande

Resultaterne af de mere end 22.000 målinger af badevandskvaliteten ved europæiske kyster, søer, havne og floder viser også, at badevandet typisk er bedst ved kyster i forhold til søer.

85 pct. af det målte badevand ved kysterne kunne således klassificeres som ”excellent,” mens det kun var tilfældet for omkring 79 pct. af badevandet i søer, fremgår det af rapporten, der er tilgængelig på Det Europæiske Miljøagenturs hjemmeside.

Cypern har den bedste badevandskvalitet i Europa. Foto: Getty Images

Helt i top ligger i nævnte rækkefølge Cypern, Østrig, Kroatien, Grækenland og Bulgarien med Danmark på en sjetteplads. Alle disse lande kan bryste sig af at have excellent badevand.

For Cypern gælder det i 97,6 pct. af alle målinger, for Grækenland i 95,8 pct. af tilfældene og for Danmark i 94 pct af målingerne.

Danmark ligger således bedre placeret end badeferielande som Malta, Italien, Spanien og Portugal.

Artiklens emner
Rejser
Natur