Nyt tophotel med adskillige stjernerestauranter er grund nok til at tage til Antwerpen
I det hele taget spiser man godt i Belgiens næststørste by, der er kendt for diamanter, avantgardemode og barokmalere, men som især udmærker sig ved joie de vivre-stemning og indbyggere, der holder af at indtage fortovscaféer, pladser og stræder.
I århundreder havde spanske habsburgere overherredømmet i Flandern, og det havde de også i Antwerpens guldalder i 1500-tallet. Her var byen europæisk finanscentrum og kontinentets førende havn. Tusindvis af skibe med sukker, krydderier og ædelstene lagde til her, og byen voksede til en storby med flere end 100.000 indbyggere.
I dag er byen med 450.000 indbyggere Belgiens næststørste. Med omkring 180 nationaliteter og et stort jødisk samfund på 20.000, herunder 4.000 ortodokse jøder, er den samtidig en multikulturel smeltedigel, hvilket kommer til udtryk i alt fra eksotiske markeder til kosherrestauranter.
Byens mest kendte bysbarn er barokmeteren Peter Paul Rubens, mens modedesignere som Ann Demeulemeester og Dries van Noten har været med til at gøre byen berømt blandt et yngre publikum.
Hvis man mangler en anledning til at tage af sted, kan det være et nyåbnet hotel på en historisk adresse, der har fire michelinstjerner under samme tag – men også i resten af byen kan man spise på et højt niveau.