Vært på populær podcast: »Jo, visse rejser er vigtigere end andre«
Når krigen i Ukraine er ovre, vil det være vigtigt at rejse til Rusland igen for at bygge bro, mener Bjørn Harvig, der er vant til at gå sine egne veje. Mens det meste af verden lukkede ned under pandemien, rejste han i 15 måneder med sin kone og to børn.
Igennem århundreder er vi taget på ekspeditioner til de yderste hjørner af verden for at opleve nye måder at leve på, for at udvide vores horisont og for at møde fremmede mennesker, som når det kommer til stykket, måske alligevel ikke er så fremmede endda.
Sammen med Nationalmuseet har Bjørn Harvig i syv sæsoner taget lytterne med på nogle af de vildeste og mest utrolige ekspeditioner, og nu er det tid til endnu en omgang eventyrhistorier fra hele verden. Historier om eventyrere og opdagelsesrejsende, modige kvinder og mænd, der drog ud i verden for at blive klogere og åbne andre folks øjne.
Bjørn Harvig, der er tidligere formand for Eventyrernes Klub, er uddannet politimand og forfatter til en række anmelderroste rejsebøger, og selvom han i udgangspunktet var godt inde i stoffet, er han stødt på mange overraskelser under arbejdet og researchen på programmet.
»Det har været så spændende at blive klog på alle de spændende rejsende, som med tiden er gået i glemmebogen. Og så er det gået op for mig, at begrebet eventyr hele tiden har ændret sig. Fra de store fascinerende rejser i ”gamle dage”, der jo var ret så omkostningsfulde, og årelange projekter støttet af kongen og andre rige mænd til dem, vi har set efter Anden Verdenskrig drevet af mere kreative, originale og individuelle rejsende. Det har samtidig været enormt berigende at lære så mange spændende mennesker at kende. Jeg har nu lavet mere end 100 episoder. Mine kilder i studiet har været museumsinspektører, pårørende, historikere, forfattere og eventyrere – alle stærke formidlere med noget på hjerte,« siger Bjørn Harvig.
Antallet af lande er ligegyldigt
Harvig selv har rejst i det meste af verden og langt mere end de fleste – men det er ikke vigtigt at have besøgt så mange lande som muligt for at være en rigtig eventyrer, mener han.