Amerikansk vært på podcast om rejselitteratur: »Jeg hader Mickey Mouse«

Jeremy Bassetti begyndte sin dag med at lave endnu et forfatterinterview til sin prisbelønnede podcast ”Travel Writing World”. Efterfølgende deltog han i et møde på det community college, hvor han er professor. Herfra tog han hjem til huset i Orlando, som han deler med sin franske hustru og et par katte, og det er her, han tager imod Jyllands-Posten til en snak om podcasten og om rejselitteratur i det hele taget. 

På bordet mellem os ligger en håndfuld bøger, heriblandt en oversættelse af norske Erika Fatlands bog om en rejse i Himalaya. Den er nomineret til Edward Stanford Travel Book of the Year, og Jeremy Bassetti er en del af den komité, der udvælger vinderen.

»Jeg ville tale med Erika og fik bogen tilsendt. Men så fik jeg besked om, at den var nomineret. Sidste år, da jeg var i komitéen for første gang, havde jeg også interviewet nogle af de nominerede forfattere, og andre havde jeg ikke interviewet. Jeg følte, at det kunne blive opfattet som underligt, så jeg vil holde mig tilbage i år,« forklarer Jeremy Bassetti.

Han har netop færdiggjort episode nummer 100 af podcasten, som havde sin første udsendelse for nøjagtig fire år siden.

Hvad er det, der gør rejselitteratur særligt interessant? 

»Det er udforskning, der interesserer mig. Der er så meget, vi kan lære ved at gå ud ad vores hoveddør. Når jeg reflekterer over mine rejser, hvor meget jeg har lært, ikke kun om mig selv, men om verden, tænker jeg, at der er så meget, vi kan dele og formidle gennem vores rejser, skrivning og kreativitet. Det er det, der tiltaler mig ved rejselitteratur. Det er en måde at lære om verden på og dele det, man lærer, med andre.«

Var det litteratur, der inspirerede dig til at rejse, eller var det noget andet? 

»Min mor er dominikaner, og vi rejste, fordi vi skulle. Vi skulle besøge familie. Vi hoppede på et fly til Caribien. Det var varmt og svedigt. En masse myg, fugtigt. Det var ikke sjovt. Jeg mødte familiemedlemmer, som jeg aldrig havde set før. Det var ikke behageligt for mig. Først da jeg blev ældre, indså jeg, at der er noget interessant derude i verden. Jeg tror ikke, det var litteratur, der fik mig til at rejse, men jeg nød at læse, før jeg nød at rejse.«

Hvis du var gæst i din egen podcast og skulle introducere dig selv, hvordan ville det så lyde? 

»Jeg hedder Jeremy, er forfatter og fotograf og bor i USA. Jeg er interesseret i rejselitteratur, primært kreativ nonfiction. Jeg er interesseret i det kreative arbejde, der kommer ud af udforskning og rejser og steder og natur. Jeg har en ph.d. i humaniora og skrev afhandling om spansk historie i det 18. århundrede. Jeg researchede i Spanien, hvor jeg boede i omkring et år. Jeg er i Florida, fordi jeg fik et job her.«

Hvordan opstod idéen til podcasten ”Travel Writing World”? 

»Jeg var interesseret i at lære mere om genren, og så tænkte jeg, at den bedste måde at lære det er at tale med folk, der skriver i den genre. Og der var på det tidspunkt ikke en podcast specifikt om rejselitteratur. Jeg regnede med, at jeg ville kunne lave podcast og bede forfattere om at deltage og tale med mig om deres arbejde. Det er i bund og grund derfor. Det hele er egoistisk. Jeg ville lære af dem. Fra begyndelsen var det mig, der forsøgte at lære mere om rejsens rum.«

Mange af Jeremy Bassettis gæster er blandt de største rejseskribenter, redaktører og fotografer i den engelsksprogede verden. Heriblandt forfatterne Paul Theroux, Sara Wheeler, Colin Thubron og Pico Iyer; redaktørerne Susannah Clapp og Bill Colegrave og fotograferne Steve McCurry og Nori Jemil. 

100 episoder med forberedelse har flyttet Bassetti fra nysgerrig omkring genren til ekspert, og det er derfor helt naturligt, at Stanfords har ham i dommerkomitéen.

»Jeg tror også det faktum, at jeg er professor og har en ph.d. hjælper. Jeg prøver seriøst at tale om rejselitteratur på måder, som andre mennesker ikke gør. Andre mener, at jeg er ekspert, og ja, jeg har læst mere end de fleste andre.«

Ser du nogle særlige tendenser i rejselitteraturen i de seneste år? 

»Den store tendens inden for rejselitteratur er, at den fokuserer mere på natur- og miljøhensyn, og der er mange bøger om at gå: Der er så mange bøger udgivet, især i Storbritannien om at gå her, gå der eller gå hvor som helst. Naturen er den store trend, og der er en vis debat om, hvorvidt bøger om naturen er en slags udvikling af rejsegenren eller sin egen nye ting. Nogle siger, at naturlitteraturen bare er rejsebøger 2.0. En anden tendens er, at folk skriver om sociale spørgsmål. At rejse som afroamerikaner kunne være et eksempel. Der er også en del debat om individets tilstedeværelse i bogen. Handler bogen om, at jeg rejser et sted, eller handler bogen om stedet? Der er et vist pres mod de gamle: Jeg er helten i min egen historie.«

Jeremy Bassetti samler ”The Amur River” op fra bordet – sidste års vinder af Edward Stanford Travel Book of the Year.

»Men den her bog handler om Colin Thubron. Den handler om ham, om en aldrende mand, der rejser.«

Vi snakker om alverdens rejsebøger, også ”Eat, Pray, Love” af Elizabeth Gilbert.

»Du kommer til at hade mig for at sige det, men det er en god bog. Den er medrivende. Og derfor er den populær. Den er medrivende, men den er også rigtig irriterende,« siger Jeremy Bassetti.

Det leder til en sammenligning af Cheryl Strayeds ”Wild” og Bill Brysons ”A Walk in the Woods”.

»Det er derfor, rejselitteratur er så interessant. Fordi man kan få en bog som Cheryls, der er en rejsebog, men også en erindringsbog. Den handler om hendes indre kamp. Og så får man Bills bog, der er så sjov. Den er helt modsat, men de går på lignende stier. Genren kan alt, hvilket betyder, at jeg ikke engang er sikker på, at det er en genre. Jeg tror nærmere, at det er en tilgang til at skrive andre genrer.«

I podcasten er du i høj grad fokuseret på samtidslitteratur, men klassiske rejsebøger optræder også. I de ældre udgivelser støder man ind i imperialisme, kolonialisme og nogle gange racisme. Hvordan forholder du dig til det? 

»Det kommer an på, hvor gammel bogen er. At Mark Twain skrev om de ting, han skrev om, kan få nutidige læsere til at føle sig en smule utilpasse på grund af vores standarder. Jeg er ikke sikker på, om det, han skrev, var så kontroversielt, da han skrev det. Jeg har det svært med at dømme andre tiders mennesker efter dagens standarder. Men det er værd at bemærke, at for dem var det imperialistiske eller racistiske sprog så normalt, at det ikke rejste nogen flag. Thomas Jefferson skrev ”Notes on the State of Virginia”. Det er ikke en rejsebog, men det er den, jeg kommer til at tænke på. Han skriver om de afrikanske slaver i vendinger, enhver i dag ville sige er et racistisk sprog. Men det fører til, tror jeg, vigtige samtaler om forskellene mellem dengang og nu, og hvorfor det stadig er vigtigt at læse den slags fortællinger, så vi ikke glemmer, hvordan tingene var.«

Jeremy Bassetti er som sagt selv rejsende, forfatter og fotograf. I 2022 holdt han seks måneders orlov fra universitetet og rejste bl.a. i Sydamerika.

»Jeg arbejder på en bog. Jeg ved ikke, hvad den skal hedde endnu, men jeg overvejer at kalde den ”The Hill of the Skull”. Den handler om en pilgrimsrejse i Andesbjergene i Bolivia nær en by kaldet Cochabamba. Pilgrimsrejsen er katolsk, men den har en masse påvirkninger fra præcolumbiansk kultur, en interessant blanding af ritual og ceremoni. Det er en fotobog med et essay, som jeg arbejder på. Jeg har lært meget de seneste år. Når jeg ser på noget af mit gamle arbejde, kan jeg se, hvor meget læsning i genren har hjulpet i min egen skriveproces.«

Afslutningsvis forklarer Jeremy Bassetti, hvordan man finder det hus her i Orlando, hvor forfatteren til ”On the Road”, Jack Kerouac, boede og skrev ”The Dharma Bums”.

»Er der andet, du vil se i Orlando? Disney World? Jeg hader Mickey Mouse.«