Kasper Jakob Haarup blev træt af hverdagens trummerum. Nu lever han livet på de syv verdenshave

Langt væk fra den typiske charterdestination sejler han rundt i en bugt mellem høje bjerge. Klimaet kan bedst beskrives som »en gryde med låg på«. For varmen er konstant, og luften står stille.

Kasper Jakob Haarup har fyldt båden med gaster, der ligger ud for Marquesasøerne i Fransk Polynesien. Udover at området er grønt og frodigt og byder på eminent dykning, er det også her, tatoveringerne stammer fra.

Det har givet anledning til, at flere af gasterne er blevet tatoveret, når de har været på besøg. Kasper Jakob Haarup inklusiv, som de sidste tre år har været kaptajn på båden ”Edith”.

Afsted uden reel sejlererfaring

Kasper Jakob Haarup har siden september 2018 været i gang med projekt, der er lidt større og vildere end det, der står på de fleste andres to do-lister. Han er i gang med at sejle Jorden rundt.

Motivationen for at tage afsted kommer, kun et par år inden han i september 2018 sejler ud fra Egå Marina med kurs mod resten af verden. På det tidspunkt har han været cykelmekaniker i en håndfuld år:

»Jeg fik et par år inden tilbudt et arbejde, jeg ikke kunne sige nej til, som butikschef i en cykelbutik i Aarhus. Så da jeg skulle flytte til Aarhus, købte jeg en båd, som jeg flyttede ind på. Og når jeg lå i båden om aftenen, begyndte jeg at tænke på, hvorfor jeg ikke bare slap de der fortøjninger og rejste ud i verden. Og det kunne jeg faktisk ikke komme med noget godt svar på,« fortæller Kasper Jakob Haarup, som oprindeligt er fra Kragelund nær Silkeborg.

Da først idéen havde rodfæstet sig, begyndte han derfor at lege med tanken om, hvordan han i praksis ville gøre det, hvis han fik mod nok til at slippe fortøjningerne:

»Jeg tænkte meget over, hvad der ville være federe end “bare” at sejle ud i verden. Og det ville være at gøre det med en masse mennesker. I dag kan jeg se, at det var den rigtige beslutning. For det er det sociale, som driver mit værk. Hvis jeg var sejlet afsted alene, ville jeg have solgt båden for længst,« fastslår sejleren, der siden jordomsejlingens start har haft flere end 150 gaster med på eventyr.

Fra det øjeblik, hvor beslutningen var truffet, manglede Kasper Jakob Haarup bare at finde ud af, hvor lang tid man skulle bruge på at forberede sig på sådan en tur, og hvor habil en sejler man burde være for at tage afsted. Kasper Jakob Haarup havde ikke selv ret meget sejlererfaring. Det bekymrede ham dog ikke synderligt meget, for »mon ikke man kunne lære det hen ad vejen«.

Til gengæld bekymrede den manglende sejlererfaring moren ret så meget:

»Min mor var ikke helt tryg ved det. Hun syntes, at jeg skulle snakke med nogle eksperter på området først. Og så en dag i båden hører jeg Mikkel Beha sige i en udsendelse, at man ikke behøver at have mange års sejlererfaring for at sejle Jorden rundt. Så det optog jeg på telefonen og sendte til min mor med beskeden: »Nu sejler jeg Jorden rundt, mor!« fortæller han begejstret.

Væk fra trummerum og ind i lederrolle

Kasper Jakob Haarup er sikker på, at han tog afsted på sin jordomsejling på det helt rigtige tidspunkt. Ikke fordi han var direkte træt af sit liv, men der var alligevel noget, der nagede:

»Det var faktisk ikke, fordi jeg ikke syntes om mit liv. Jeg havde lige fået et fedt job, og det gik faktisk meget godt. Jeg havde bil, hus, båd og motorcykel, som jo nok egentlig er det, som mange stiler efter. Men jeg kunne bare mærke, at hvis jeg fortsatte i den samme trummerum, ville jeg begynde at kede mig. Jeg var på vej til at blive alt for sat, før jeg havde set verden,« fortæller han.

Derfor gik en intensiv jagt på en ny båd også hurtigt i gang, umiddelbart efter udsendelsen med Mikkel Beha var slut. Den båd, han boede i, var nemlig ikke stor nok til at huse alle de gaster, han gerne ville have med.

Et år senere fandt han båden ”Edith”, som han sejlede hjem fra England en kold oktobernat i 2017. De næste 12 måneder fløj afsted med planlægning, og Kasper Jakob Haarup fik taget dykkercertifikat og yachtskipperbevis. Trods grundig planlægning har han dog ikke kunnet forberede sig på alt, hvad der følger med livet på havet:

»Det er kommet bag på mig, hvor mange forskellige hatte jeg skal have på hele tiden som kaptajn. Det er fra den ene yderlighed til den anden. Et øjeblik står jeg på hospitalet med en, der skal bruge akut lægehjælp, og det andet øjeblik sidder jeg med helt lavpraktiske og kedelige administrative opgaver,« siger han og tilføjer:

»Og så er der jo sindssygt meget ledelse i det at være kaptajn. Det vidste jeg godt var en del af det, men jeg er blev overrasket over, hvor meget det egentligt er.«

Rollen som leder er nemlig blevet noget, Kasper Jakob Haarup tager meget seriøst:

»Jeg går meget op i at vide, hvordan hver af mine gaster reagerer, når de er presset, og hvad der trigger dem. Det er jo min rolle som kaptajn at forstå deres behov og imødekomme dem, og det er også det arbejde med mennesker, som gør det så spændende at være kaptajn. Kort sagt skal jeg gøre det nemt for dem at være den bedste version af sig selv og yde alt, hvad de har. Hver eneste dag.«

Frygt for pirater

Siden jordomsejlingen begyndte, har Kasper Jakob Haarups liv været forandret. I en sådan grad, at alene spørgsmålet giver ham gåsehud:

»Jeg vil faktisk sige, at jeg deler lidt mit liv op i to. Livet, før jeg tog afsted på jordomsejling, og livet, efter jeg er taget afsted. Jeg føler mig som en helt anden person.«

Han har allerede lært meget på sin tur. Og det er, på trods af at han kun er nået til Fransk Polynesien og altså stadig mangler at nedlægge mange kilometer til havs. Forude venter både Stillehavet og Det Indiske Ocean på vejen retur til Danmark:

»Den her rejse har ændret hele mit liv, mange af mine synspunkter og min livsforståelse. Men den vildeste læring har nok været, at jeg har fået en forståelse for, hvor stor verden egentlig er. Og det mener jeg på flere måder, altså både i overført betydning og bogstaveligt talt,« siger han og uddyber:

»Vi ved jo godt, at verden er stor, når vi sætter os ind i et fly, men når man selv skal bevæge sig, som man kun gør, når man sejler, får man en helt anden forståelse for det. Jeg synes allerede, at verden er kæmpestor, og jeg er kun nået halvvejs,« fortæller Kasper Jakob Haarup.

Det hele kan hurtigt lyde som én stor lykkerus. Men det er det ikke. Der er også dårlige dage, når man udlever sin drøm. Helt lavpraktisk er de værste dage på båden dagene med administrativt arbejde, som når der skal bestilles reservedele eller tilkøbes forsikringer. Det kan også nogle gange være svært at gå glip af alt det derhjemme, men det er noget, Kasper Jakob Haarup har lært at acceptere:

»Jeg går glip af megameget derhjemme, for livet går jo videre for venner og familie i Danmark. Og heldigvis for det. Det er præmissen for at tage afsted. Og jeg prøver at huske mig selv på, at hvis jeg var blevet hjemme på grund af den frygt, ville jeg jo være gået glip af alt det, jeg oplever lige nu.«

Udsigterne til at komme hjem har også rykket sig de seneste par år. Da han sejlede ud fra Egå Marina i 2018, sagde han to år. Maks tre år. I dag er det minimum fem år. Derfor er der tid nok til at blive i Fransk Polynesien indtil udgangen af 2022: »Jeg har ikke nogen endelig slutdato. Det er i det uvisse, men i hvert fald ikke inden for de næste to år,« siger han.

Og det er ikke det eneste, der er i det uvisse. Ruten hjem er nemlig også langtfra planlagt. Men det er der én særlig god grund til:

»Jeg ved ikke, hvordan jeg kommer hjem endnu. Jeg kan ikke finde ud af, hvad der er smartest at gøre i forhold til Afrika. Personligt ville jeg gerne op gennem Adénbugten og op gennem Middelhavet og opleve det. Men jeg har også et ansvar over for mig selv og alle andre, og jeg ringer ikke hjem en dag med en AK47 for panden og er blevet kapret. Det vil være mit største mareridt. Derfor tror jeg umiddelbart, at jeg går syd om Afrika og så over Atlanten igen, over til Caribien og så smutter forbi Azorerne på vejen hjem,« siger kaptajnen.

Uanset hvilken vej Kasper Jakob Haarup ender med at vælge, venter der endnu en udfordring, når han vender endegyldigt hjem til Danmark og skal afslutte kapitlet som kaptajn på ”Edith”:

»Der er ingen tvivl om, jeg kommer til at blive mættet af at rejse på et tidspunkt. Allerede nu kan jeg da blive det i perioder. Men det bliver rigtig svært at komme hjem, for jeg synes virkelig, at jeg kan mærke, at det er herude, livet giver mest mening,« siger han eftertænksomt.