Store krydstogtskibe ramt af smitteudbrud

Fire store krydstogtskibe er blevet nægtet adgang til havne og landjord i Nord- og Sydamerika efter smitteudbrud. Dette sker trods krav om test og vaccination ombord.

Artiklens øverste billede
Store krydstogtskibe er nægtet adgang til havne og landjord i Nord- og Sydamerika efter smitteudbrud. Også et af verdens største krydstogtskie, "Symphony of the Seas", er blevet ramt. Foto: Wikimedia Commons

I november stiftede vi bekendtskab med den nye omikronvariant, som siden har ført til en tredje og fjerde bølge af corona, der har tvunget utallige lande til at lukke ned på ny. Det har også betydet flere rejserestriktioner, men indtil for nylig er krydstogterne næsten gået fri med mindre smitteudbrud på nogle få skibe.

Nu er fire krydstogtskibe imidlertid blevet afvist i havne i Mexico, Florida og de caribiske østater Aruba og Curacao efter smitteudbrud, skriver CNN Travel.

Blandt krydstogtskibene finder man også verdens største, nemlig ”Symphony of the Seas”, som har en kapacitet på over 6.000 passagerer. Efter en uges sejlads rundt i Caribien blev mindst 48 testet positive, da det enorme skib lagde til kaj i Miami, Florida. Rederiet oplyser i en pressemeddelelse, at samtlige smittede havde »ingen eller milde symptomer«.

På Holland America Line-krydstogtet ”Koningsdam” blev alle ombordværende nægtet adgang til landjorden i havnebyen Puerto Vallarta langs den mexicanske stillehavskyst, efter at det kom frem, at 21 besætningsmedlemmer var testet positive, på trods af at alle var fuldt vaccinerede. Rederiet Holland America Line kræver, at besætningen og passagererne er vaccinerede – med undtagelse af små børn.

Grote Knip Beach, Curacao. Foto: Wikimedia Commons

Landjord ingen adgang

Alt tyder på, at den yderst smitsomme omikronvariant også får mere langsigtede konsekvenser for krydstogtbranchen. Havnemyndighederne i flere lande har indtil nu tilladt passagerer med en frisk negativ test at gå i land, på trods af at andre passagerer eller besætningsmedlemmer testede positiv og dermed befandt sig i isolation ombord.

Det var især amerikanske "Diamond Princess", som spredte rædsel, da skibet lå isoleret i den japanske havneby Yokohama, mens over 700 passagerer blev smittet, og 13 døde.

Disse regler lader til at ændre sig, hvor krydstogtskibe med smitteudbrud nu ligger i karantæne i havnene uden at få tilladelse til at benytte landgangsbroen. Andre steder bliver de decideret nægtet adgang til at sejle ind i havnen. Det gælder f.eks. krydstogtskibet ”Royal Caribbean Odyssey of the Seas”, som forgæves forsøgte at lægge til i en havn i det caribiske Curacao.

Landets sundhedsmyndigheder vurderede, at smittetallet på 55 ud af op mod 5.500 passagerer var for højt og risikabelt til at give skibet adgang. I stedet måtte krydstogtet sætte kursen direkte mod Fort Lauderdale i Florida, hvor det oprindeligt sejlede ud fra.

Branchen holder vejret

De fleste amerikanske krydstogtrederier har skaleret op for blandt andet krav om vaccination, negativ test lige før afgang og brug af mundbind på indendørs områder, og derudover har mange sørget for booster-vaccinestik til deres besætning, så risikoen for smitte falder.

I marts 2020 var krydstogtbranchen en af de første til at lukke ned, selv om det tog over en måned at transportere passagerer hjem fra de enorme krydstogtskibe på tværs af verdenshavene. Det var især amerikanske ”Diamond Princess”, som spredte rædsel, da skibet lå isoleret i den japanske havneby Yokohama, mens over 700 passagerer blev smittet, og 13 døde.

Desuden var der hen over sommeren 2020 op mod 100.000 besætningsmedlemmer, som ikke kunne få lov til at gå fra borde og sad fanget ombord på forskellige krydstogtskibe i ugevis.

De mere indelukkede forhold på krydstogtskibene gav coronavirussen perfekte forhold til at sprede sig, og først i løbet af foråret og sommeren 2021 begyndte de for alvor at stævne ud fra havnene igen.

Det er stadig et fåtal af krydstogterne, som oplever større smitteudbrud, men lige nu holder branchen vejret og afventer, om omikronvarianten vil sætte stadig flere store krydstogtskibe i karantæne.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen