Danmark er genåbnet for krydstogtturister
Færdigvaccinerede krydstogtpassagerer må igen gå i land i Danmark, oplyser turistorganisationen Wonderful Copenhagen. Men det er stadig dårligt nyt for branchen.
Med seneste lempelser af rejserestriktioner er det nu igen muligt at rejse til de fleste lande i Europa. Det er også muligt for udenlandske turister at rejse ind i Danmark. Og i denne weekend er det efter en lang pause også muligt at komme sejlende.
Fra lørdag den 26. juni vil krydstogtgæster fra i første omgang EU- og Schengen-landene nemlig igen have mulighed for at gå i land i Danmark fra Skagen til Bornholm. Det eneste krav er, at man kan dokumentere, at man er færdigvaccineret med en EMA-godkendt vaccine, og at der er gået 14 dage siden sidste stik.
»Vi glæder os til endelig at byde krydstogtgæster velkommen i Danmark igen. Ventetiden har været utrolig lang, og desværre er det meste af krydstogtsæsonen 2021 allerede gået. Vi havde håbet, at ikke-vaccinerede krydstogtgæster også var velkomne i Danmark, da kun en ud af fire borgere i hele EU er blevet vaccineret, men myndighederne har valgt en meget forsigtig genstart. Forhåbentlig varer det ikke alt for længe, før vi også kan byde ikke-vaccinerede krydstogtgæster velkommen til Danmark,« siger Claus Bødker, der er direktør for Cruisecopenhagen.
Heller ikke besætningsmedlemmer vil få adgang til land, medmindre de er blevet vaccineret. Besætningsmedlemmer kan dog gå om bord og afsejle i Danmark. De skal desuden testes før, under og efter krydstogtet.
»Vi forventer os desværre ikke så meget af 2021. Indtil i dag havde vi regnet 140 anløb for resten af i år. Med de nye regler med krav om færdigvaccinering, så er dette tal svundet ind til blot 29 anløb. Det er i praksis en ikke-åbning af krydstogtbranchen, som efter to år uden krydstogter er på vej til at blive ødelagt,« siger Claus Bødker og fortsætter:
»Branchen ønsker blot, at de samme regler gælder for krydstogt som for andre turismeformer – hverken mere eller mindre. Myndighederne ved tilsyneladende ikke, at flere end 600.000 krydstogter har sejlet i flere måneder, hvor de få smittede ikke har smittet andre, men er blevet håndteret på korrekt facon af krydstogtrederierne.«
Inden coronapandemien for alvor brød ud i marts 2020, stod Danmark til at få et rekordstort antal af krydstogtanløb, forventeligt i omegnen af i alt 1,2 mio. passagerer.
De fleste anløb i år vil være til København, men enkelte skibe lægger også til på Bornholm, i Aarhus og Skagen.
De 12 danske havne i Cruisecopenhagen-netværket tæller foruden København også Helsingør, Hundested, Kalundborg, Kolding, Nyborg, Rønne, Skagen, Sønderborg, Aalborg, Aarhus og Fredericia.