Fortsæt til indhold
Rejser

Helsinki lufthavn indsætter hunde i kampen mod corona

Fremover skal menneskets bedste ven hjælpe med at udpege passagerer, der er smittet med covid-19. Hundene kan identificere virussen, inden symptomerne viser sig.

I Helsinki Airport er et helt nyt værktøj netop taget i brug i bestræbelserne på at bremse spredningen af covid-19. Fremover vil der, ifølge branchesitet checkin.dk, være udstationeret såkaldte covid-19-hunde i lufthavnen.

Hundenes næser er, som man også kender det fra narkoopsporing, yderst veludviklede, og det er myndighedernes formodning, at de vil kunne finde frem til smittede passagerer langt hurtigere end de sædvanlige testmetoder.

Bag initiativet står den finske lufthavnsoperatør, Finavia, der driver den finske hovedstadslufthavn, og det er byen Vantaa, hvor lufthavnen ligger, som har været med til at træne coronahundene.

I første ombæring er det dog en forskergruppe fra Veterinærfakultetet ved Helsinki Universitet, der har udført test med hundene. Forskerne oplyser, at hundene kan lugte virussen med næsten 100 pct. sikkerhed. Og de kan ovenikøbet identificere virussen, flere dage før symptomerne viser sig hos mennesker.

De coronatrænede hunde er desuden i stand til at finde smittede personer ud fra en meget mindre prøve end de såkaldte PCR-test, som sundhedspersonalet ellers anvender. En hund har brug for 10-100 molekyler for at kunne lugte virussen, mens testudstyret til sammenligning har brug for 18.000.000 molekyler.

De passagerer, der testes, stryger deres hud med en testserviet, hvorefter den lægges i en kop. Koppen overdrages til hunden, der går i gang med at snuse sig frem til eventuel smitte. På den måde beskyttes hundeføreren, og hundene kommer dermed ikke til at være i direkte kontakt med passagererne, oplyser lufthavnen.

Viser det sig, at en passager er smittet med covid-19, skal vedkommende fortsætte til et sundhedsområde i lufthavnen, der administreres af byen Vantaa.

I alt trænes 16 hunde til at kunne udføre covid-19-test i Helsinki lufthavn, og det forventes, at fire hunde vil være på arbejde ad gangen.

»Projektet, der blev søsat i denne uge, er unikt og verdens første. Ingen anden lufthavn har forsøgt at bruge hunde i så stor skala mod covid-19. Vi er glade for initiativet fra byen Vantaa. Dette kan være et yderligere skridt fremad på vejen mod at bekæmpe covid-19,« udtaler Ulla Lettijeff, direktør for lufthavne i Finavia.

Statens Serum Institut oplyser, at man på nuværende tidspunkt ikke overvejer at bruge hunde til at udpege flypassagerer, der er smittet med covid-19, som det altså er tilfældet i Helsinki.

Kilde: Checkin og The Independent