DSB: Stop hamstring af pladsbilletter
Passagerer bestiller flere gratis pladsbilletter end de skal bruge - og glemmer at afbestille de overflødige.
Husk nu samfundssindet under coronakrisen!
Denne opfordring kommer fra DSB, der under coronakrisen har gjort det obligatorisk for togpassagererne i intercity-og lyntogene at bestille pladsbilletter. Og pladsbilletterne er tilmed gratis.
Men netop nu oplever DSB specielt på strækningen fra Skørping til Aalborg, at intercity-og lyntogene ofte kører med 20-30 pct. færre passagerer, end de har plads til. Og det selv om DSB kunne have fyldt togene.
Der sker nemlig det, at folk, der vil lade flere muligheder stå åbne for for sig selv, bare bestiller pladsbilletter til flere afgange. Efterfølgende glemmer de at afbestille de billetter, der ikke fik brug for. Og så kan andre ikke få glæde af pladsen.
»Kravet om pladsbilletter er vores bedste måde at sikre, at vi ikke i disse corona-tider kører med overfyldte tog, hvor folk står op og ned ad hinanden. Der er en tendens til, at der er kunder, som bestiller flere pladsbilletter, end de har brug for. Og en del af de kunder får desværre ikke afbestilt de pladsbilletter, de ikke får brug for,« siger informationschef hos DSB, Tony Bispeskov.
Han siger til nordjyske.dk, at et sted mellem 20 og 30 procent af pladserne derfor står tomme i de tog, der kører til Aalborg sydfra.
Regionaltogene er ikke omfattet af kravet om pladsbillet.
Det skyldes dels, at rejselængderne er noget kortere, og dels at der ikke i forvejen var et pladsbilletsystem, der kunne regulere antallet af folk i togene.