Mens vi tøjler udlængslen: at lukke øjnene er at rejse

Frank Sebastian Hansen har skrevet om Lissabon i både fiktion og i guidebogform. Nu må han, ligesom forfatteren Emily Dickinson, nøjes med at forestille sig yndlingsbyen, mens han er i karantæne med familien.

Artiklens øverste billede

Den amerikanske digter Emily Dickinson (1830-1986) var ingen globetrotter. Faktisk levede hun det meste af sit liv inden for hjemmets fire vægge i Amherst, Massachusetts. Hun var en sky enspænder, og de få venner, hun havde, var pennevenner. Hun brød sig ikke om at pakke kufferten og bevæge sig ud i det ukendte blå. I stedet rejste hun i fantasien og i sproget. I 1870 skrev hun i et brev til veninden Elizabeth Holland: »To shut our eyes is travel«. At lukke øjnene er at rejse.

Det er en god leveregel i de her karantænetider, hvor påskeferiens udlandsrejser er blevet aflyst. Min familie og jeg skulle have været i Lissabon i ti dage i en lejet airbnb-lejlighed med egen tagterrasse og udsigt over byens okkerrøde tegltage. Vi er ofte i Portugals hovedstad, fordi jeg er forfatter til ”Turen går til Lissabon”. Guidebogen skal opdateres løbende, så der er altid nye restauranter, der skal frekventeres, trendy vinbarer, der skal tjekkes efter i sømmene og nye museer, der skal nærstuderes. Et hårdt og behageligt arbejde med andre ord.

Men jeg behøver jo blot at lukke øjnene, så er jeg der igen. En tidsrejse i bevidsthedens snurrende karrusel. Pludselig står jeg på de toppede brosten på Rua Garrett midt i bydelen Chiado. Temperaturen har sneget sig op over de 22 grader, og solen falder varmt og gyldent ned mellem de pastelfarvede bygninger. Forbi mig spankulerer ældre herrer i jakkesæt med kasketterne på sned ved siden af deres hustruer i høje hæle og med pæn permanent. Inde fra en bar lyder der et brøl af mandestemmer: De viser en fodboldkamp, og byens storhold, Benfica FC, er netop kommet foran 1-0. En scoring er alt, der skal til, for at glæden bobler over hernede i Europas vestligste metropol. Her er fodbold nemlig en religion, og hvis de rødklædte afguder på grønsværen har succes, er alt andet ligegyldigt. Medmindre man altså holder med de grøn- og hvidstribede rivaler fra Sporting CP. Men det gør man heller ikke, hvis man er en rigtig lisboeta!

Jeg lægger centrum bag mig og går ned mod den flaskegrønne Tejo-flod, hvor små grupper af unge sidder langs havnefronten og nyder livet, mens et par af byens sammenbidte sultekunstnere forsøger at friste de forbipasserende med deres seneste mesterværker. Småsulten lægger jeg vejen forbi Mercado da Ribeira, hvor Time Out´s gigantiske madmarked dagligt mætter flere tusind gourmet-entusiaster. Jeg finder en plads på en træbænk midt i markedshallen, bestiller nogle petiscos (Portugals svar på tapas) og et glas frugtig hvidvin fra Alentejo-provinsen.

Med fornyet energi spankulerer jeg tilbage mod centrum, hvor jeg hopper på en af byens gule sporvogne, nummer 28, i retning mod det gamle mauriske kvarter Alfama. I dagens anledning finder jeg minsandten en ledig plads på et af de hårde træsæder bagerst i sporvognen. Fra mit sæde sidder jeg og studerer vasketøjet, der hænger som blafrende guirlander mellem husene, mens jeg spekulerer på, hvor mon de ellers så trofaste lommetyve er blevet af?

På vej op mod kvarteret Graça passerer sporvognen en fulderik, som inde på fortovet for fulde lunger sjunger sig gennem en sørgmodig fado-sang. Fado er Lissabons helt egen melankolske musik, hvor sangene typisk handler om den eneste ene, man har mistet og aldrig får igen – eller om den buldrende hjemve, der melder sig, hvis man er sømand på de fjerne verdenshave eller knoklende Metro-arbejder i Københavns undergrund.

Ved Largo da Graça hopper jeg af sporvognen og bestiller en kop kaffe på en café ved udsigtspunktet, Miradouro da Graça. Et perfekt sted at lade eftermiddagen glide over i aften, mens man nyder den formidable udsigt over byen.

»Far, jeg fatter slet ikke de her matematikopgaver!«.

Med et ryk sætter jeg mig op i lænestolen og plirrer med øjnene som en groggy undulat. Der går et øjeblik, før jeg forstår, at jeg ikke længere er i Lissabon – men tilbage i familiens lejlighed, hvor coronapandemien fylder dagene med hjemmeskole, bagværk og brætspil.

Min otteårige søn har hurtigt opdaget, at der ikke længere er nogen bagkant. Far skal ikke af sted på arbejde: Vi kan hygge os i timevis! Så nu kæmper vi i fællesskab med at bøje uregelmæssige verber, løse drilske matematikopgaver og indøve de mest effektive finter i FIFA 20.

Coronatid er blevet til familietid. Til gengæld er rejseoplevelserne sat på standby. Men måske skal du blot sætte dig i din yndlingsstol, tage en stor bid af den hjemmebagte drømmekage og med lukkede øjne sende erindringen eller fantasien på flugt. Tænk på en tidligere ferie – eller fantaser om den kommende. For Emily Dickinson har jo ret: At lukke øjnene er at rejse.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.