København er med i CNN’s anbefalede rejsemål i 2020
Nye oplevelser gør Danmarks hovedstad til en af de destinationer, der ifølge CNN er værd at rejse efter i det nye år.
København holder tilsyneladende fast i sin position som et af de rejsemål, internationale medier vender blikket imod, når de skal anbefale rejsedestinationer til deres læsere. Det gælder i hvert fald det store amerikanske nyhedsmedie CNN, der netop har offentliggjort en liste over 20 steder, der er værd at opleve i det nye år.
Det skyldes ikke mindst flere nye tiltag i København. Bl.a. fremhæver CNN metrocityringen, der giver adgang til 17 nye stop og forbinder Indre By med brokvartererne. Også muligheden for at slå sig løs på de kunstige ski- og snowboardbakker hos Copenhill, der åbnede i oktober 2019, er med til at sætte København på verdenskortet.
CNN har desuden store forventninger til Københavns Museum, der åbner den 7. februar – bl.a. med en ny, interaktiv model af byen.
Fra atombombe til biodiversitet
Hvis man er stemt for mere eksotiske og helt anderledes rejsemål, er der også inspiration at hente hos det amerikanske nyhedsmedie. Værtslandet for sommer-OL i 2020, Japan, er således med på CNN’s liste, der konkret zoomer ind på landets tredjestørste ø, Kyushu. Her er klimaet subtropisk, og der er flere spændende historiske attraktioner. Ikke mindst bør man opleve Nagasakis atombombemuseum og Nagasaki National Peace Memorial Hall, der vækker til særlig eftertanke i 2020, 75-året for atombombens fald over byen.
Er det biodiversitet og storslået natur, der trækker, anbefaler CNN bl.a. Brasiliens Paraty og Ilha Grande. Regionen, der er på Unescos verdensarvsliste, er ikke mindst rig på spektakulære kyststrækninger og frodig regnskov, hvor man kan være heldig at spotte jaguarer og edderkopaber.
Uforligneligt smukt er der også i Chiles naturskønne region Los Lagos, der bl.a. byder på nationalparken Conguillío National Park med varme, mineralholdige kilder og flere aktive vulkaner. Det sidste bør man måske have i baghovedet, når man planlægger sin ferie, i lyset af tragedien på øen White Island i New Zealand i 2019, hvor 16 personer omkom som følge af et vulkanudbrud.