Fortsæt til indhold
Rejser

En anden form for luksus: Udforsk undergrunden med tidligere minearbejder

I en tid med fokus på masse- og overturisme er der efterspørgsel på mere eksklusive oplevelser. Under overskriften Unique Experiences og Luxury Slovenia forsøger det lille alpeland at imødekomme behovet.

Mange har nok hørt om Sloveniens mægtige Postojna-grotter. Sloveniens mest besøgte turistattraktion tiltrækker hvert år mange tusind turister.

Vil man undgå de lange køer og have en mere eksklusiv oplevelse, er muligheden der imidlertid.

Under overskriften Unique Experiences og Luxury Slovenia forsøger det lille alpeland at redefinere, hvad luksus egentlig betyder.

Det kunne f.eks. være at gå i de første opdagelsesrejsendes fodspor i dele af grotterne, der normalt er lukket land for turister. De almindelige guider er her udskiftet med erfarne biologer og speleologer (grotteforskere). Og udstyret med reb og pandelamper vil man på egen krop kunne opleve, hvordan det var at være Luka Čeč – manden, der som den første opdagelsesrejsende i begyndelsen af 1800-tallet udforskede grotterne under jorden.

Undervejs vil man blive klogere på den biologiske mangfoldighed i karst-undergrunden og få mulighed for at møde den øjenløse menneskefisk i dens naturlige habitat.

Sådan en anderledes grottetur med specialguide koster, hvad der svarer til ca. 1.500 kr. for en halv dag.

Også andre steder i Slovenien kan man komme off the beaten track. Under jorden ved den tidligere bly- og zinkmine Mežica kan man f.eks. ro rundt i kajakker på små søer 700 meter under jorden.

Guiden i de gigantiske udgravningsområder er en tidligere minearbejder, der viser sin gamle arbejdsplads frem.

Minen ligger ved Peca-bjerget i regionen Gorenjska og var i brug i mere end 300 år indtil lukningen i 1994. Turene tager ca. fire-fem timer, og med i prisen på 47 euro følger et vaskeægte minearbejdermåltid, hvilket – må man forstå – ikke er fine dining.

Tilbuddene skal være lokalt forankrede og med et stærkt følelsesmæssigt og personligt præg.

Ønsker man derimod en lidt større gastronomisk oplevelse i det underjordiske, er der mulighed for at spise en fireretters tasting menu i Sloveniens kulminemuseum, der ligger 160 meter under jorden.

Bo i en trætop ved søen Bled.

Ifølge Morana Polovič, der er project manager for Slovenia Unique Experiences, er der tale om autentiske aktiviteter af høj kvalitet, som også skal være med til at understøtte en årelang strategi om at brande sig som ”det grønne Slovenien”.

»Vi bestræber os på at skabe oplevelser med elementer af overraskelse, med respekt for tradition, men samtidig med den moderne forbrugers behov for øje. Tilbuddene skal være lokalt forankrede og med et stærkt følelsesmæssigt og personligt præg,« uddyber Morana Polovič.

Blandt andre oplevelser langt fra konform masseturisme kan man i Slovenien også sove i trætoppe ved den smukke og eventyragtige sø Bled. I Garden Village Bled kan man i træhytter formet som telte og med gulv til loft-vinduer, der giver frit udsyn til den omkringliggende skov, nyde naturen i fred og ro.

For historisk interesserede er ture i Første Verdenskrigs spor i og omkring Kobarid en spændende måde at opleve de bjergrige grænseegne mellem Slovenien og nabolandet Italien. Det var her, at nogle af krigens største og mest blodige slag udspillede sig.