Fortsæt til indhold
Rejser

Kom med til Floridas flod af græs: Her kan du møde en alligator, eller drøne hen over vandet i en airboat

Uanselige og forfaldne byer er omgivet af endeløse sumpe i en af USA's mest særprægede nationalparker.

Morten Wilhelm Scholz

Geografisk set er Florida et janushoved af en stat, der møder turisterne med et smil af blåt hav og smukke, hvide sandstrande, men kører man blot få kilometer ind i landet, ser man et mere forslået ansigt af sumpe, myg og alligatorer. Sidstnævnte ligger dovent strøet ud over Everglades National Park i syd og har opnået status som maskot for hele Florida.

Forfatterinden Marjory Stoneman Douglas – der gennem et langt liv kæmpede for bevaringen af Everglades og dets unikke økosystem – var ophavskvinde til betegnelsen af det store vådområde som en river of grass (flod af græs), og det er meget rammende. At være i Everglades omgivet af sivgræs, så langt øjet rækker, skaber samme desorienterende fornemmelse som at være på åbent hav. Eneste fikspunkter på horisonten er de små, træklædte øer (hammocks), der stikker frem af det stille, brune vand hist og pist. Rent teknisk udgør Everglades under sivgræsset en 80 km bred flod, der flyder uendeligt langsomt fra nord mod syd med en gennemsnitshastighed på under 1 km om dagen.

En airboat er perfekt til Everglades - helt fladbundet og drevet frem af en kæmpe propel, der sidder over vandet. Foto: Orlando CVB

Everglades National Park blev etableret i 1947, og parken dækker ca. 25 pct. af det oprindelige Everglades-vådområde. Op mod en million turister besøger hvert år parken; de fleste på udkig efter en alligator og en tur i en airboat – mht. sidstnævnte er der masser af udbydere at vælge imellem, langs US-41 er der f.eks. den pålidelige Gator Park.

Den blinde vej ender i mangroven

Everglades City er en lille, faldefærdig by for enden af en blind vej og med et indbyggertal på 500. Byen er ikke det store sus, men den omgivende natur er fascinerende. Den geografiske placering gør byen til et oplagt udgangspunkt for udforskning af de vestlige egne af nationalparken.

Det er det største mangroveområde i Nordamerika.

Mange kommer for at fiske på de fredede mangroveøer Ten Thousand Islands, der ligger som spredte puslespilsbrikker syd for byen. Det er det største mangroveområde i Nordamerika.

Fortsætter man gennem byen, ender man på den lille ø Chokoloskee, der ligger direkte ud til Ten Thousand Islands National Wildlife Refuge. Hvis man først er kommet så langt, skylder man sig selv at spise på Havana Café, der er en fin, lille familiedrevet cubansk restaurant i et lyserødt hus, hvor der serveres cubansk mad.

Shark Valley

Shark Valley er et 24 km langt, asfalteret loop ind i nationalparken og belejligt udstyret med udsigtstårn. Strækningen tilbagelægges bedst på cykel, men serviceres også af en bus med guide (man kan ikke køre ruten i egen bil). Turen er en fin og fremkommelig introduktion til Everglades, hvis man kun har en eftermiddag her.

Everglades National Park dækker et 6.104 km² stort område. Foto: Getty Images

Fra Shark Valley Visitor Center kører der en to timers tram tour langs den asfalterede rute med korte stop undervejs (reservation anbefales).

Wilderness Waterways

Hele vejen langs nationalparkens vestlige kyst fra Everglades City i nordvest til byen Flamingo i syd løber den 160 km lange vandrute Wilderness Waterways. Erfarne kano- eller kajaksejlere kan tilbagelægge hele turen på omkring 8 dage. Er man bare nysgerrig, kan man nøjes med at overnatte en enkelt nat og sejle tilbage til udgangspunktet.

Naturcampingpladserne er inddelt i tre kategorier. Chickees er hævede platforme, der står på pæle i vandet. Ground Sites ligger inde i landet langs floderne, mens Beach Sites ligger på kysten. Alle steder er primitive; måske er der et toilet, måske ikke. I alt er der ca. 45 naturcampingpladser på ruten (et Wilderness Permit er påkrævet for at campere i det fri i Everglades).

Flamingo

Den lille flække Flamingo udgør det sydligste punkt på fastlandet i Florida. Som by er den ikke meget bevendt, men det er et godt udgangspunkt, hvis man vil udforske den sydlige del af nationalparken. En god gåtur er den 12 km lange Coastal Prairie Trail, som løber stik vest fra Flamingo Campgrounds, der er byens eneste officielle overnatningsmulighed. Tager man videre langs ruten, er der mulighed for at overnatte på naturcampingpladsen ved Clubhouse Beach, hvorfra der er en smuk udsigt over havet i Florida Bay.

Flamingoer er sjældne i Everglades, mens sølvhejren er mere almindelig. foto: Getty Images

Flamingo ligger i selve Everglades-nationalparken for enden af en 61 km lang vej, der starter øst for Homestead. Adgang til parken fås hos Ernest Coe Visitor Center. Efter 6 km ligger en anden spændende rute Anhinga Trail, der er en af Everglades’ mest besøgte stier. Den er ikke mere end en lille kilometer lang, men velsignet med et rigt, vildt og varieret dyreliv. Efter 21 km ligger observationsplatformen Pahayokee Overlook, og efter 32 km kan man opleve verdens største, levende mahognitræ langs Mahogany Hammock Trail.

På trods af navnet er der ikke garanti for at se flamingoer omkring Flamingo. Man skal være relativt heldig for at se de farverige fugle i Everglades.