Fortsæt til indhold
Rejser

Flyv mellem Australien og Europa på rekordtid

Australsk flyselskab har sat rekord: Nu kan du flyve mellem London og Perth på 16 timer og 23 minutter.

Det australske flyselskab Qantas var tre minutter fra at nedsætte flyvetiden med en hel time, da selskabet fløj fra Perth til London den 20. juli i år.

Det betyder, at det nu er hurtigere at flyve til den anden side af jorden end at sætte sig i bilen og køre til Sydeuropa – især hvis køerne på de tyske motorveje bliver regnet med.

Ruten er den eneste direkte mellem Europa og Australien og dermed også den hurtigste mulighed for at komme mellem de to kontinenter.

Den officielle flyvetid mellem Perth og London er egentlig 17 timer og 20 minutter, men siden ruten åbnede i marts 2018, er det næsten altid lykkedes at komme frem tre kvarter før planlagt ankomst.

Det australske medie The West Australian skriver, at det primært skyldes vejrforholdene, der har været særligt gode denne sommer.

Men det er ikke kun en ekstra stærk medvind, der har været årsag til den hurtige flyvetur. Turen den modsatte vej fra London til Perth har nemlig også været betydeligt hurtigere henover sommeren. 15 minutter og 45 sekunder helt præcist.

Ifølge The West Australien har den kortere flyvetid hurtigt gjort ruten meget populær. Særligt premium-sæderne er svære at få fat i.

Danske turister deler dog ikke helt begejstringen, mener rejseselskabet Risskov Rejser, der sælger rejser til Australien.

Selskabets Australien-ekspert Camilla Fly Sørensen har ikke oplevet en særlig efterspørgsel på den nye rute:

»Når danskere alligevel skal have et stop i London, vil vores kunder faktisk hellere flyve direkte fra Danmark til Singapore og så videre til Australien. På den måde får de et afbræk på den lange flyvetur og stadigvæk kun et enkelt stop på rejsen. Desuden er Perth ikke en særligt eftertragtet destination for førstegangsbesøgende. De vil meget hellere starte i for eksempel Sydney,« siger Camilla Fly Sørensen.

Det er ikke udelukket, at den rekordhurtige flyvetur fortsætter til vinter. Det afhænger af vejrforhold og ruteplanlægningen på flyvedagen, meddeler Qantas.

Artiklens emner
Qantas