Fortsæt til indhold
Rejser

Tjek priserne inden sommerens dyreudflugt

I ferien forkæler vi ofte os selv med god mad og særlige oplevelser. Og turen i en dyrepark kan godt løbe op, så undersøg og sammenlign priser inden afgang.

Bettine Romme Andersen

Løver, giraffer, gorillaer, søkøer eller en sjovt udseende klumpfisk. Der er masser af dyrearter at opleve rundt om i Danmarks mange zoologiske haver og dyreparker.

Men priserne svinger, så det kan godt betale sig at kigge sig lidt for, inden man beslutter sig for et udflugtsmål i sommerferien.

- Det bedste ved sommerferien er tiden sammen med børnene, hvor vi laver noget aktivt og ser, hvad vores land har at tilbyde. Men det kan også nemt løbe op i mange penge, når hele familien skal en sommertur i en zoologisk have, siger Martin Andersen, direktør hos Pricerunner.

En prissammenligning fra Pricerunner viser, at hvis en familie på fire, hvor børnene er syv og ni år gamle, skal ud og opleve vilde dyr, så er det billigste sted Odense Zoo.

Her løber entréen op i 468 kroner, mens det dyreste sted er Knuthenborg Safaripark på Lolland, hvor prisen for familien ender på 648 kroner.

Når man vælger udflugtsmål, kan man med fordel også huske at tjekke de meromkostninger, der er forbundet med et besøg, anbefaler juridisk konsulent i Forbrugerrådet Tænk Paula Brammann.

- Ankommer man i bil, hvad er så udgiften til parkering? Skal man over Storebæltsbroen eller med en færge? Og har man selv mulighed for at medbringe mad og drikkevarer, eller skal det købes på stedet?, siger hun.

Det er den slags udgifter, som kan gøre en væsentlig forskel på, hvor dyrt ét sted er frem for et andet.

Samtidig anbefaler Paula Brammann, at man tjekker, om den entré, man betaler, dækker alle oplevelser på stedet, eller om man skal betale ekstra for at se visse dele af parken.

Det kan også være en fordel at købe sin billet på forhånd. På den måde kan man springe en eventuel kø ved indgangen over, og man får ofte rabat ved at gøre det.

Dog skal man lige overveje et par ting, når man benytter sig af sådan en mulighed, lyder det fra Forbrugerrådet Tænk.

- Vi råder folk til at undersøge, om man binder sig for en bestemt dag, for det er jo svært at forudsige, om vejret er godt, eller om man bliver forhindret. Så undersøg, om der er mulighed for, at billetten dækker over en længere periode hen over sommeren, så kan man selv vælge, hvilken dag man vil afsted, siger Paula Brammann og fortsætter:

- For man har ikke fortrydelsesret på de her billetter, og så vil pengene jo være tabt, hvis man bliver forhindret, siger hun.

/ritzau fokus/