Vikingegale hollændere invaderer Jelling
Et fremstød rettet mod naboerne mod syd belønnes nu med stort ryk-ind. Alle vil opleve Gorm de Oude og Harald Blauwtand.
Det hele begyndte, da den muntre indehaver af Café Sejd i Jelling, Ole Grangaard, undrede sig over, at der hvert år i maj er så mange hollandske gæster. Da han undersøgte sagen, fandt han hurtigt ud af, at hollænderne holder to ugers majferie, Meivakantie, fordelt over tre uger.
Café-ejeren, Oplevelsescenter Kongernes Jelling og byens turist- og handelsforening blev herefter enige om at søsætte et fremstød mod hollænderne. Med støtte fra Vejle Kommune fik de sat et omfangsrigt program sammen, hvor vikingerne er den store attraktion. Mange hollændere har nemlig en stor interesse for vikinge-temaet, hvilket også fremgår af hollændernes søgninger på Visit Denmarks hollandske hjemmeside.
De er meget interesserede, og mange har allerede hørt om Thor og Odin.Saskia ´t Hart, rundviser
Programmet har både budt på vikingelandsby i Kr. Himmelfartsferien, på kampe mod Thor og andre guder i den sidste weekend af april samt på vikingemad, koncerter, markeder og udstillinger. Kongernes Jelling har hyret to guider, der kan vise rundt på hollandsk i det store monumentområde, og en hollænder har hjulpet med markedsføringen bl.a. på de sociale medier.
»Hollænderne synes, det er fedt at blive budt velkommen på hollandsk. De kommer tit som børnefamilier, og til de små rækker engelsk ikke, men nu kan vi tilbyde dem en rundvisning, hvor vi fortæller på hollandsk om Gorm de Oude og Harald Blauwtand,« siger Karen Vognsen, museumsvært i Kongernes Jelling.
De to guider har oplevet, at de hollandske gæster, primært børnefamilier, er helt overvældede over, at der er et tilbud til dem på deres sprog. Og så snart de hører, at den trådløse datateknologi, Bluetooth, er opkaldt efter Harald Blåtand, stiller de antennerne ind på fortællingerne om Nordhøjen, Sydhøjen, runesten og de gamle vikinger.
»De hollandske gæster fortæller bl.a., at de får mere ud af det, når rundvisningen foregår på hollandsk, og at det er rart for børnefamilier, at de ikke behøver at oversætte for børnene. De er meget interesserede, og mange har allerede hørt om Thor og Odin, inden de kommer på besøg,« fortæller den ene rundviser, Saskia ’t Hart, der har boet de seneste 11 år i Danmark med sin familie.
Jellings fremstød skal løbe over tre år i håbet om at tiltrække flere hollændere, der både vil besøge byen og høre historierne om vikingekongernes Jelling.