Forfatter med marionetter

Suzanne Brøgger:
JADEKATTEN
499 sider, 325kr.
Gyldendal
UDKOMMER I DAG

Midt i Suzanne Brøggers nye bog siger en bifigur, at hendes ideal er "Lethed og klarhed". Der er ingen tvivl om at denne fordring også er bogens egen. I forhold til den forrige fiktionsudgivelse, "Transparence", der var noget af en ørkenvandring, er "Jadekatten" nærmest en befrielse.

Den er klar og tilstræbt munter, så lang tid som det nu holder at grine af en slægtshistorie; som bliver stadig mere trøstesløs. Familien falder fra hinanden, og det der engang var borgerskabet med pondus og let til latter ender med at være en udstilling af dyb menneskelig elendighed, ensomhed, stofmisbrug og kærlighedsfallit. Fortidens festlige fællesskab med dertil hørende kvindeundertrykkelse er blevet afløst af -ingenting, af mennesker der hver især fører sig frem i frigørelsens gevandter og ender som vrag.

En misdannelseshistorie der ingenlunde er enestående: "Jadekatten" er ikke bare en afskrivning af den jødiske slægt Løvin. Suzanne Brøggers ambition er gennem den konkrete historie at diagnosticere det 20.århundredes familieliv og vise hvordan fremskridt, modernitet og kærlighed ikke følges pænt ad. En begrædelig affære, men hvor Suzanne Brøgger i sin tid blev et medienavn på at hudflette familien, er holdningen nu den diametralt modsatte. Et sted hedder det om Zeste, forfatterens alter ego, der selvfølgelig er -skuespiller: »Men den eneste måde hun kunne befri sig fra sin familie og hæve forbandelsen var paradoksalt nok ved at stå og udspille den aften efter aften, udlevere familien i al sin hjælpeløshed i håbet om at nogen ville gribe ind.«

"Nogen" er for eksempel læseren, og det er Suzanne Brøgger, der lader sin fortæller formulere bogens hovedtanke i starten: »Det, der gør "familien" så uudholdelig, når man er ung, er lige præcis dét, der gør den så dragende, når man bliver gammel: Denne koncentration af karma, erindring og skeletter i skabene.«

Ikke overraskende er det vigtigste skelet, det der engang havde en krop og erotiske længsler. Mændene i slægten var trofaste: De har alle flere kvinder udover hustruen, der hver gang kæmper med at få længslerne til at passe sammen med virkeligheden. Og kvinderne kæmper med og mod det moderlige. Enten vil mødrene ikke amme deres børn eller også lukker de sig inde i den tro, at deres omklamren børnene kan redde, ikke børnene, men mødrene selv fra identitetsløsheden.

Dertil kommer det, som bogen fremsætter som et faktum: »I virkeligheden kan en mor kun lære sine døtre en eneste ting: Hvad man skal bruge en mand til.« Tilsvarende af samme skuffe: »At blive feteret, fejret og beundret af elegante mænd, det..det kan en kvinde aldrig få nok af.« Slægtens forfald hænger sammen med tabet af de åbenbart basale kvindelige fornemmelser, en mangel som Zeste dog forsøger at udligne.

Hun starter som erotisk rebel og ender som virkelighedens modne Suzanne Brøgger med at vedstå sig trangen til at danne familie. Modsat bogens forfatter går Zeste i hundene.

Farverige skikkelser

"Jadekatten" fortæller en væsentlig historie, og bogen er kulørt i den forstand, at den beskriver farverige mennesker, og der er mange af dem. Men den er ikke kulørt i ordbogens forstand, fordi dens indhold er alt andet end "underlødigt". "Jadekatten" bliver stadig mere desperat, jo tættere på nutiden den kommer.

Er bogen på den ene side et knugende pessimistisk billede af den moderne verden, er sortsynet på den anden side forsøgt holdt oppe af den til tider muntre fortællemåde. Det er imidlertid ikke den eneste bemærkelsesværdige modsætning i Brøggers bog.

På bagsiden kalder forlaget "Jadekatten" for »en autentisk baseret slægtssaga«. Hensynet til virkelighedens mennesker forklarer den til tider møjsommelige grundighed, hvormed personer beskrives. Suzanne Brøgger har engang sagt, at det eneste, man ikke skal tage hende på, er ordet. "Jadekatten" er fiktion, digt, hvorfor forfatteren let kunne have strammet historien.

Når det autentiske nu alligevel bliver omskrevet, og når det nu alligevel er sådan, at det er forfatterens vurderinger og domme over familie, venner og tiden, der tæller. Hvad betyder det for bogen, at den baserer sin fortælling på det autentiske og så alligevel slet ikke er det?

Bedrevidende

Jeg siger ikke, at Suzanne Brøgger udleverer mennesker, det kan jeg ikke vurdere. Det, jeg har det svært med, er bogens bedreviden. Det problematiske er fortælleren og den overordnede bevidsthed, som styrer fremstillingen. Nej, ikke de holdninger som formuleres, for dem kan man tage stilling til. Det diskutable er den frelsthed, som blandt andet manifesterer sig ved, at fortælleren altid er klogere end figurerne. De optræder som marionetter i tekstens spil, får aldrig deres (fiktive) frihed. Bogen hylder generøsitet, den er selv forbløffende ugenerøs i mange af persontegningerne.

"Jadekatten" er afklaret, alt for afklaret, hvad der tydeligst mærkes i beskrivelsen af Zeste. Fremstillingen fryder sig over hendes kropslige og menneskelige fortræffeligheder, klog er hun jo også i den grad, og bliver hun kritiseret, for eksempel for at være narcissistisk, deler teksten ikke kritikken. Den gør sig højst til et ekko af de småliges stemme: »Der blev hvisket i krogene, at det var en ret så selvoptaget tale, Zeste dér havde holdt, men typisk hende.«

"Jadekatten" kan læses som Suzanne Brøggers selvkritiske monolog, et opgør med hendes familiekritik engang -med den slægt forstår jeg godt lysten til at sable familieinstitutionen ned!

Men selvopgøret er et nummer, spil for galleriet. Først og fremmest er "Jadekatten" en lang selvros, skjult i lette gevandter.