Forlig om kunstværk

Randers Kunstmuseum har indgået forlig med ejeren, kunstsamleren John Hunov, om en erstatning på 250.000 kr., fordi dåsen begyndte at lække under en udstilling i Randers. Værket tilhører nu museet, og det indgår i forliget, at parterne ikke vil udtale sig offentligt om sagen.

Skaden, der blev forsøgt udbedret hos konservatorerne på Aarhus Kunstmuseum, er ikke omfattet af museets forsikring hos Kommunernes gensidige Forsikringsselskab. Derfor må erstatning og konservering tages ud af museets indkøbsbudget. Til gengæld bebuder museumsdirektør Finn Terman Frederiksen en Manzoni-udstilling på Randers Kunstmuseum, bl.a. med den omstridte dåse, inden årets udgang.

»Udstillingen i 1994 var forsikret,« oplyser Finn Terman Frederiksen. »Det var en såkaldt søm-til-søm- forsikring, som museerne altid bruger, og den er i princippet en allrisk-forsikring. Det er dog en sandhed med modifikationer, idet den ikke dækker værker med "iboende skavanker" eller ved pludseligt opståede skader. Et sådant tilfælde var Manzonis værk«.

En samler

Udstillingen "Hjælp - jeg er samler!", som Randers Kunstmuseum viste i 1994, var forsikret for 20 mio. kr. Under retssagen vurderede en ekspert, at "Merda d'artista" fra en oprindelig markedspris på 300.000 kr. nu kun var 10.000 kr. værd. Det skete ud fra de priser, andre udgaver af værket var blevet solgt for på internationale auktioner, og konklusionen var, at John Hunov havde haft et dokumenteret tab på 290.000 kr. Iøvrigt var værket også opført til en værdi af 300.000 kr. i forsikringspolicen.

Randers Kunstmuseum havde i første omgang sendt værket til Fælleskonserveringen i Århus, men John Hunov var ikke tilfreds med dette arbejde. Museet nægtede til gengæld at betale erstatning og ville heller ikke følge John Hunovs forslag om, at museet kunne erhverve værket til markedsprisen. Derefter besluttede samleren at anlægge den sag, der nu er endt med forlig.

Et ømt punkt

Sagen rammer et ømt punkt i moderne kunst. En del værker er hverken tænkt eller udført med tanke på evigheden. Det giver museerne store problemer med ansvaret for egne samlinger og lån.

Det var netop den problematik, der i 1996 fik Statens Museum for Kunst til at takke nej til en stor samling Fluxus-kunst fra den tyske samler André Block. Argumentet var, at alene konserveringen ville blive en bekostelig, uoverskuelig affære, fordi megen Fluxus- kunst er udført i letforgængelige materialer som pap, margarine eller råmaterialer i dårlig kvalitet. F.eks. er et andet Manzoni-værk, "Akrom", et rundstykke overtrukket med gips.

Ingen varedeklaration

Esbjerg Kunstmuseum udstillede for nogle år siden under stor ballade en række grisekroppe i en stor installation af Christian Lemmerz. Hvad der måtte være tilbage af disse sammensyede kroppe opbevares i dag i en lade på Sjælland, og deres videre skæbne er fortsat uvis. Museumsdirektør Peter S. Meyer, der stod for udstillingen, oplyser, at man efter aftale med kunstneren opgav at forsikre udstillingen. Om den generelle problematik siger han:

»Der er jo ingen varedeklaration på de materialer, kunstneren bruger i sine værker. Derfor er der heller ingen garanti for, at den maling eller det lærred, der er brugt til et maleri, kan holde 10 eller 100 år. Man kan naturligvis sige, at kunstneren skyder sig selv i foden ved at benytte dårlige materialer og dermed undergrave evighedsværdien. Men jeg tror, at man må acceptere forgængeligheden i visse dele af moderne kunst, og dermed står man med modsætningen ved at skulle bevare noget, der er midlertidigt.

Museumsfolk står ofte i den situation at måtte bruge flere penge på konservatorens arbejde end kunstnerens.«

Fordi forsikringer ikke dækker denne forgængelighed, forsøger nogle museer at få udarbejdet konservator-rapporter for at fastslå værkets tilstand i det øjeblik, det kommer i hus. Det er imidlertid en bekostelig affære, som mange museer må afstå fra på grund af stramme budgetter.