Ondskabens psykologi

Man sidder hjerteklaprende spændt på at få at vide, hvem der er den ledeste skurk i hans fortælling. Men samtidig bliver man konfronteret med eksempler på, hvor aggressive og destruktive helt almindelige mennesker kan blive, når vi mobber hinanden.

Nej, man er ikke et ondt menneske, bare fordi man handler egoistisk. Men man er det, hvis man er villig til at udsætte andre for meget store lidelser og krænkelser, for selv at opnå en lille fordel. Sådan lyder forfatteren Christian Jungersens korte bud på, hvad det vil sige at være ond.

Det lange bud på ondskabens psykologi har han givet i sin nye roman, "Undtagelsen" - en psykologisk thriller om fire kvinders indbyrdes relationer på deres fælles arbejdsplads, Dansk Center for Information om Folkedrab.

Ligesom man kunne se det i debutromanen "Krat" fra 1999, interesserer Christian Jungersen sig for at integrere videnskabelige fakta i sine romaner:

»Det er stadig en lidt upåagtet genre, men jeg synes, den har nogle spændende muligheder. Man angriber et bestemt emne fra flere sider, både i kraft af selve den historie, man fortæller, og ved at flette en faktaviden ind i handlingen. Blandt udenlandske forfattere ser man det hos Umberto Eco og Milan Kundera. Herhjemme er der f.eks. Peter Høeg og Michael Larsen. I deres romaner dukker der pludselig ekspertviden op om sne og slanger. Jeg vil så hellere bruge faktaviden om psykologi. Men det er, fordi jeg synes, at romanens natur og force er at trænge længst muligt ind i, hvad det vil sige at være menneske.«

På de første mange hundrede sider i "Undtagelsen" får man ikke noget særlig opløftende billede af, hvad det vil sige at være menneske. To af kvinderne på centret modtager e-mails med dødstrusler, uden at de kan se, hvor de kommer fra. Er det en krigsforbryder, der har sat dem på sin dødsliste. Eller findes den brutale ondskab, de møder i deres arbejde med folkedrab, også i deres egen lille verden?

Ikke helt sort

Ikke mindst den medarbejder, som hedder Iben, har en meget dyster opfattelse af menneskets muligheder. Et sted sammenfatter hun det således: "Vi spiser, vi forplanter os, vi beskytter vores nærmeste, vi udstøder de anderledes, vi dræber vores rivaler". Er det også forfatterens menneskesyn?

»Jeg synes, det er sandt, hvad Iben siger. Det er bare ikke hele sandheden. Og det er fuldstændig afgørende, at det ikke er hele sandheden. Nogle vil nok sige, at mit verdensbillede er sort og ikke så langt fra Ibens, selvom jeg er en glad og munter person. Den kamp, som føres i bogen for at finde lyset og det gode i verden, er også min kamp. Mine forsøg på at finde et ståsted, finde ud af, hvad der er op og ned, og hvordan vi skal opføre os alle sammen.

Ondskab er jo ikke - som vi ofte ser det på film - en mand, der render rundt og skyder andre, indtil han bliver indhentet af James Bond. Ondskab er et potentiale i os alle. Det interessante er kampen i det enkelte menneske for at gøre noget godt på trods af de mange impulser, der presser os til at gøre noget ondt.

Vi skal alle sammen have et vist mål af afstumpethed for at kunne overleve. Vi kan ikke bryde ud i gråd og sige: »Flyt hjem til mig«, hver gang vi ser en hjemløs ligge på gaden. Men hvornår og hvorfor engagerer vi os voldsomt i nogle mennesker, når vi kan være helt ligeglade med andre og bare klaske dem som fluer på væggen?

Den etiske prøve

Mit håb er, at vi kan lære noget mere om vores natur, så det bliver lettere for os at skabe en god verden for os selv og andre. Hvis nu de fire kvinder havde haft noget mere viden om psykologiske mekanismer, kunne de måske bedre have undgået at blive viklet ind i det spil, der kører med dem. Hvis nu de havde læst min bog ....«, Christian Jungersen ler højt.

For en halv snes år siden udkom romanen "Sultens vej" af den nigerianske forfatter Ben Okri. Et interview med forfatteren i en dansk avis blev hængende i Christian Jungersens hoved og gav inspiration til "Undtagelsen":

»Ben Okri fortalte, hvordan mennesker hakkede deres naboer ihjel i etniske stridigheder. Men samtidig havde han oplevet mennesker, som risikerede deres eget liv ved at hjælpe en vildfremmed, der kom ud af junglen og ind i deres landsby. Hvornår gør man hvad?

Hans eksempel minder om den klassiske, etiske prøve: Du går over en bro og ser en mand, der er faldet i vandet. Går du videre? Eller springer du ud for at redde ham? Det kan afhænge af, hvad du har oplevet lige før. Eller det kan afhænge af, hvor du er på vej hen. Måske har nogen lige kaldt dig en hædersmand. Det vil du gerne leve op til, og så springer du.

Jeg synes det er superspændende, hvad der tænder den ene eller den anden handling i os. Lad os sige, du er i Polen i 1942. En jøde kommer løbende på flugt hen over marken op mod dit hus. Din egen dreng ligger syg og har tændt for din medmenneskelighed og empati, så i de sekunder, du har til at vælge, skjuler du jøden for forfølgerne. Efterfølgende kommer din handling til at bestemme din holdning. Fordi du har reddet ham, har du valgt side for resten af krigen. Du lytter på en helt anden måde til Hitlers taler, osv.Der har været mange avisartikler de sidste par år om mobning på arbejdspladsen. I Christian Jungersens roman kan man se fænomenet udfolde sig fra en tilfældig hændelse til en fuldstændig destruktiv forfølgelse af først en og senere en anden af de fire kvinder på Center for Information om Folkedrab. Undervejs bliver man som læser næsten tvunget til at tænke på de arbejdspladser, man kender til.

Folkedrab og mobning

»Det er der flere, der har sagt. Der er ovenikøbet nogle, der har sagt, at det har tvunget dem til at se på sig selv udefra og opføre sig mere hensynsfuldt. Det er jeg da pavestolt over. Hvor mange bøger påvirker folks handlinger? Men det skyldes formentlig, at romanen hele tiden skifter synsvinkel. Læseren tvinges til at se det hele fra hver af de fire kvinders synsvinkel. Det er den samme dagligdag, det samme kontor, men oplevelsen er fuldstændig forskellig for de fire.«

Christian Jungersen synes det er underligt, at så få romaner handler om en arbejdsplads:

»Det er jo helt vildt i forhold til, hvor meget vores arbejde betyder for os. Arbejdet er med til at skabe vores identitet og fylder hovedparten af vores liv. Alligevel handler alt for mange romaner stadigvæk om at vokse op i en dysfunktionel familie eller om par, der har det svært med hinanden.«

Hvorfor fandt du lige på at lægge handlingen på Center for Information om Folkedrab?

»For det første skulle det ikke være et miljø, man bare lige kunne affærdige ved at sige: Nåh, det er jo bare sådan, de opfører sig på Christiansborg. Eller på et dagblad, eller i politiet. Chikane og mobning finder nemlig ikke kun sted i små undergrupper af befolkningen. Den finder sted alle vegne. Når jeg valgte af skabe et Center for Information om Folkedrab (som ikke ligger så fjernt fra Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier, red.) var det for at bruge det mest idealistiske miljø, jeg kunne forestille mig. Med højtuddannede kvinder, der abonnerer på Information, er medlemmer af Greenpeace og kommer deres flasker i genbrugscontaineren. Hvis de kunne blive ofre for nogle mekanismer, der gjorde dem destruktive og aggressive over for hinanden, ja, så måtte det gælde for os alle.«

Det kvinder ikke skriver

Hvorfor skulle personerne lige være kvinder?

»Hvorfor skulle de ikke være kvinder?« Christian Jungersen svarer så prompte, at man må tro, han havde ventet spørgsmålet.

Fordi forfatteren er en mand.

»Jamen, jeg tror jo, at kvinder går mere op i samarbejdsetik og i, at alle skal være ordentlige over for hinanden, end den typiske mand gør. Og de kvinder her på centret har så meget identitet bundet op på at være gode, at det gør faldet så meget dybere, når det viser sig, at de opfører sig som alle andre mennesker.

Da jeg skrev min første roman "Krat", hvori hovedpersonen er en mand på 82 år, opdagede jeg, at det var en kæmpefordel for mig, at jeg ikke var en mand på 82. Det betød nemlig, at jeg kunne give den gas på alle mulige ledder og skrive med en ugenerthed og hudløshed, som jeg aldrig havde turdet, hvis hovedpersonen havde ligget tættere på mig selv.

Denne gang håbede jeg så på, at jeg kunne skrive den roman, som mange kvinder nok ville holde sig tilbage fra at skrive, fordi de ikke turde skildre deres egne venskaber så kritisk. Men lad mig tilføje: det var meget sværere end jeg troede.«

Du har brugt fire-fem år på "Undtagelsen". Det gjorde du også på "Krat", kan jeg huske. Det er lang tid, når du skal leve af det?

»Ja, men jeg prøvede også at skrive det, som forlagene kalder en "mellembog", en lidt mindre og lettere ting. Men efter et halvt år fandt jeg ud af, at det her kunne jeg ikke byde folk. Det var sjovt nok at skrive den, jeg hyggede mig vældigt, men det virkede meningsløst. Så gik jeg i gang med noget, der var ligeså ambitiøst som "Krat", og som så ud til at blive så skrækindjagende umuligt, at jeg ikke kunne lade være.«

Vi slutter med at tale om, hvorfor romanen hedder "Undtagelsen". Det gør den, fordi ...... nånej. Dét kan vi ikke røbe uden at spolere spændingen for de kommende læsere.

marianne.juhl@jp.dk