På et hotelværelse i Herning er Inger Støjberg helt alene. Sådan da.

Inger Støjberg.

Kvinden, man elsker eller elsker at hade.

I denne fotofortælling har Jyllands-Postens fotograf fået særlig adgang til Inger Støjberg under hendes valgkamp. Bag døre, som ellers er lukkede.

Hvordan ser det ud, når en partileder skal styre sit parti igennem en knap fire uger lang valgkamp? Hvad spiser man til aftensmad? Hvad tager man sig til, når man er kommet ind på sit hotelværelse, og for første gang i løbet af dagen er alene?

Fotofortællingen begynder dog et andet sted.

I et fyldt festlokale i Maribo.

Mørket havde netop lagt sig, og de sidste gæster havde fundet sig en stol i det stopfyldte lokale. Kaffen og kagen måtte vente, indtil de lokale kandidater fra Danmarksdemokraterne havde holdt deres brandtale.

Og indtil formanden havde sagt sine sidste ord.

Om skolelukninger. Udflytning af statslige arbejdspladser. At de såkaldte jernmarker ikke har noget at gøre på god landbrugsjord.

Ved efterårets kommunalvalg havde Danmarksdemokraterne så godt et valg på Lolland, at partiet ikke havde kandidater nok til at udfylde pladserne.

Partiets femte mandat gav de videre til De Konservative.

Og så kunne valgbussen køre videre. Med et bump på vejen.

Det drejede sig om en sag, hvor mennesker har to forskellige oplevelser.

Inger Støjberg oplevede at blive chikaneret, da hun – ifølge hende selv – den 10. september 2025 blev forsøgt kørt af vejen, imens føreren af bilen viste hende den midterste finger.

Omvendt erkendte føreren af varevognen, at han havde lavet en farlig manøvre, som han også fik en bøde for, men at han altså ikke vidste, at der var tale om Inger Støjberg.

Og dermed var det ikke chikane.

Inger Støjbergs livvagter mente heller ikke, at episoden var farlig, da de var til afhøring hos politiet.

Men Inger Støjbergs øjne må altid være på vagt. Siden den dag, hun som integrations- og udlændingeminister i 2015 blev en del af PET’s livvagtstjeneste. Og dermed vinkede farvel til et liv, hvor hun kunne være alene.

En pris, hun måtte betale for at stå ved det, hun gør. En pris for at være den politiker, hun gerne vil være.

Det kan lyde lidt tungt, det hele.

Men så er det godt, at man kan skylle det ned med sin yndlingsdrik.

Og en bid mad på sin yndlingsrestaurant.

For der skal mad i mavsen, hvis man skal holde hovedet koldt i en fire uger lang valgkamp, der kan trække tænder ud på selv de mest hårdføre af dem alle.

Selv statsministre og tidligere statsministre.

Mette Frederiksen. Lars Løkke Rasmussen.

Begge toppolitikere var ramt af forkølelse.

Det var Inger Støjberg ikke.

Til gengæld kunne trætheden mærkes ved besøget i barndomshjemmet lidt nord for Skive, da hun skulle interviewes til Jyllands-Posten om sin barndom.

Mellem fire og fem timers søvn om natten i løbet af valgkampens første uger var begyndt at sætte sig.

Trætheden kan også have sat sig i meningsmålingerne.

Danmarksdemokraterne er det parti, der er gået mest tilbage af alle, med 1,3 procentpoint, siden valget blev udskrevet, ifølge JP-snittet.

Partiet står dermed til at blive mindre end Dansk Folkeparti.

Men valget er ikke afgjort endnu.

Og kandidaterne kan stadig nære forhåbninger om at få fingrene i et af de 179 sæder.

I Danmarksdemokraternes spæde begyndelse hoppede flere kendte politikere med. Nogle fra Venstre. Andre fra Dansk Folkeparti.

Peter Skaarup. Søren Espersen. Mads Fuglede.

I dag arbejder 38 mennesker på tværs af sekretariat, sociale medier, politik, pressearbejde, studentermedhjælp og økonomi for partiet.

De fleste befinder sig på en lang, hvid gang i den del af Christiansborg, der hedder Provianthuset.

Alle er ansat med det formål at få partihjulene til at køre, lave politik, holde snor i medlemmerne og få Inger-energien ud at leve blandt vælgerne.

Men én ting er at få partimaskineriet til at køre.

En anden er at få håret til at sidde. Til et af de mange interviews og partilederdebatter, som valgkampen byder på.

Særligt svært er det, når håret lever sit eget liv. Det er tykt og krøller, hvis ikke det bliver tæmmet. Derfor går Inger Støjberg aldrig med håret løst. Heller ikke derhjemme.

Men de fleste kender vel til at have en uniform, man føler sig tryg i. Særligt når man skal ind og præstere. Som i en debat.

De rene linjer er vigtige for Inger Støjberg. Det er dem, hun har taget med sig fra barnsben og ind i sit politiske liv.

Klare linjer. Klar politik. Der er til at forstå. En jysk kvinde med jord under neglene, der vil bevare det Danmark, hun selv kommer fra. Her skilter man ikke med noget. Ikke noget unødvendigt.

Privatheden, måske endda en generthed, er en af grundene til, at hun vil holde sit hjem i Hadsund for sig selv. Når man bruger sig selv så meget som politiker, skal der være noget privatliv tilbage.

Selv på landevejen kan man have brug for at være alene. Med røde negle. Og på en overfyldt McDonald’s kan man ty til det, der gjorde en tryg som barn. En kop varm kakao.

Inden hun kan gå til køjs, skal dagens sidste møde med resten af Danmarksdemokraternes kandidater holdes på et hotelværelse i Herning. Når iPad’en engang kommer til at virke...

Heldigvis kan man smække fødderne op. Vente lidt imens. Prøve at få Teams til at virke på sin telefon.

Når mødet er færdigt, er det tid til at puste ud. Helt alene. Sådan da.

For hendes tro følgesvend, den sorte labrador Ludvig, er med. En kasseret bombehund. Kasseret, fordi han havde højdeskræk.

I stedet blev han Inger Støjbergs store kærlighed.

På et hotelværelse i Herning. Hvad mon Inger Støjberg selv tænker?

I sidste ende er det måske ligegyldigt. Det afgørende er, hvad danskerne vil, når det sidste kryds er sat.