Hvor, hvor længe, enegang eller ej? Nu står det klart, at Socialdemokratiet ikke kan svare på helt centrale ting om asyllejre i Afrika
Først ville man på kun ét år kunne lave et modtagecenter i Rwanda. Så blev det fem år. Man var klar til at gå enegang. Nu kan Socialdemokratiet ikke længere svare på centrale elementer af løftet.
I årevis har det været Socialdemokratiets store løfte i udlændingepolitikken.
Det har været berygtet på tværs af Europa.
Idéen om at sende asylansøgere til lejre i Afrika.
Til Rwanda.
Socialdemokratiet har tirsdag fremlagt sin splinternye udlændingepolitik på Christiansborg forud for valget.
Ret bemærkelsesværdigt er Rwanda-planen – eller et modtagecenter i tredjelande, som man kalder det – ikke en del af den 18-punkter store plan.