Fortsæt til indhold
Politik

Pia Olsen Dyhr vil kræve lydighed

Jeg vil ikke snigløbes, siger kandidaten til SF-formandsvalget, som gyser over Goldman Sachs-forløbet.

Hvis Pia Olsen Dyhr bliver SF's nye formand, forventer hun total opbakning til landsledelsens linje.

Hun ønsker under ingen omstændigheder en gentagelse af forløbet omkring salget af Dong-aktierne til Goldman Sachs, hvor dele af folketingsgruppen nægtede at følge landsledelsen beslutning: At aktierne skulle sælges.

Som bekendt førte uenigheden til, at SF's politiske leder trak partiet ud af regeringen, og det bør man tage ved lære af, siger hun.

Gruppen skal følge medlemsdemokratiet

"Det er vigtigt for mig, at den landsledelse, som bliver nedsat på landsmødet, også afspejler den politiske linje, jeg signalerer: At vi skal søge indflydelse. At vores folketingsgruppe så også følger det medlemsdemokrati, vi har i SF. Altså følger vores landsmøde og vores landsledelses beslutninger. Det skal der ikke være nogen tvivl om, at det forventer jeg, at man gør," siger Pia Olsen Dyhr til politiken.dk.

Hun afviser til Politiken, om hun dermed hentyder til blandt andre folketingsmedlemmerne Trine Pertou Mach, Lisbeth Bech Poulsen og Özlem Cekic, som alle afviste at stemme med regeringen i Dong-aktiesalget.

"Jeg vil i al fald ikke udsættes for, at en folketingsgruppe ikke følger partiets valgte organer," siger hun til politiken.dk.

Opbakning til kandidatur

Pia Olsen Dyhrs beslutning om at stille op til formandsvalget støttes af en række centralt placerede SF'ere - ikke mindst af partiets nestor og tidligere fmangeårige formand, Holger K. Nielsen.

Også den afgående næstformand, Mette Touborg, støtter hende, og det samme gælder Steen Gade, gruppeformand Pernille Vigsø Bagge og Karina Lorentzen Dehnhardt. Også i SF's landsledelse har hendes beslutning om at stille op udløst flere positive kommentarer.

Foreløbig er Pia Olsen Dyhr den eneste kandidat, der har meldt sig til formandsvalget. Tidligere skatteminister Jonas Dahl overvejer stadig at stille op,og Pia Olsen Dyhr siger, at hun vil foretrække et kampvalg.

Dyhr: Fint med en modkandidat

"Det ville være fint at få en modkandidat. Det er der også tradition for i SF. Det ville være fint, at nogle af dem, der ikke mener det samme som mig, stiller med en kandidat. Det vil være meget rimeligt, at de får en stemme," siger Olsen Dyhr. i en direkte opfordring til partiets venstrefløj.

Trine Pertou Mach, som forleden meddelte at hun ikke ønsker at stille op til formandsvalget, ønsker ikke at gå ind i en offentlig diskussion med Olsen Dyhr om, hvorvidt landsledelsesbeslutninger skal følges.

"Den foretrækker jeg at tage face to face med Pia og resten af gruppen. Der er rigeligt med historier ude, som ikke nødvendigvis har rod i virkeligheden. Det er en dårlig start at gå ind i den polemik i spalterne," siger Trine Pertou Mach til politiken.dk.