Lokalformand: "Villy var en succes"
Ifølge lokalformanden for SF i København er timingen for et formandsskifte samtidig fornuftig.
Villy Søvndal har været en styrke for partiet.
Det mener Jens Mandrup Rasmussen, lokalformand for SF i København, som fredag formiddag måtte se sin landsformand gå af.
"Jeg synes faktisk, at hans formandskab har været en succes langt hen ad vejen. Vi er gået fra at være et parti med bare 6.000 medlemmer til at have 14.000 medlemmer, mens han har været formand. Og vi er gået fra at have 6 pct. af stemmerne til næsten 10 pct. ved sidste valg. Så det er faktisk gået fremad, når man ser overordnet på det," siger Jens Mandrup Rasmussen til Jyllands-Posten.
God for København
Han mener også, at Villy Søvndal har været god for SF København, som er den kreds, hvor Søvndal er opstillet.
"Vi har været meget glade for Villy. Både i forhold til folketingsvalget og under kommunalvalget, hvor han virkelig lagde en indsats i København," siger han.
Ser tiden an
Lokalformanden er samtidig enig i, at timingen for et formandsskifte er "fornuftig."
Dog ønsker han ikke, at nævne konkrete personer, som han ser som kommende kandidater til formandsposten.
"Jeg vil ikke sige, at nogen er oplagte kandidater, men i stedet vente og se, hvem der stiller op. Der er nogle talentfulde politikere i vores folketingsgruppe og blandt vores ministre, så jeg er sikker på, at vi får nogle gode kandidater," siger han.