Fortsæt til indhold
Politik

Socialdemokrater i Esbjerg destruerer 1.200 tyske valgplakater

Det tyske firma har ikke kunnet dokumentere på tryk, at valgplakaterne er blevet til under ordnede løn- og arbejdsforhold.

Socialdemokratiet i Esbjerg har ikke fået en helt problemfri start på valgkampen forud for kommunalvalget den 21. november.

Først var 1.200 af partiets valgplakater trykt i Tyskland blevet forsinket i flere dage, og nu da de endelig er dukket op, har politikerne bag den samlede bestilling besluttet, at plakaterne skal destrueres.

Det skyldes, at plakaterne er blevet trykt i Tyskland uden forhåndsgaranti om, at trykkeriet lever op til at overholde partiets mærkesager om ordnede løn- og arbejdsforhold, kædeansvar og modstand mod social dumping, skriver JydskeVestkysten.

»Jeg har ikke kunnet få på tryk, at valgplakaterne fra Tyskland er blevet til under ordnede løn- og arbejdsforhold, og vi kan ikke tåle, at der kan opstå tvivl om det. Derfor har vi besluttet at destruere dem og bestille nye,« siger kampagneleder Bent Skov (S) til avisen.

Avisen har tidligere beskrevet, at valgplakaterne i første omgang blev bestilt hos et firma i Tarp, som lod trykkeordren gå videre til en virksomhed i Varde, der så sendte ordren videre. Ifølge Varde-virksomhedens direktør brugte man en dansk agent til at få valgplakater trykt i store mængder og billigst muligt. Ordren endte i Tyskland, som ifølge direktøren er billigere at bruge, fordi der bl.a. er hurtigere og større trykkerimaskiner og »væsentligt billigere« arbejdskraft.

I stedet for at bruge de tyske plakater har partiet nu lagt en ny ordre hos Grafisk Trykcenter i Esbjerg. Kampagnelederen håber, at de nye valgplakater, der altså skal trykkes i Danmark, er klar til at kunne pryde lygtepælene i weekenden - en uge efter de fleste andre politikere er blevet hejst op på plads.

Mindst tre medlemmer af partiet har dog allerede fået deres plakater ud i gadebilledet, idet de ikke har deltaget i den samlede bestilling, rapporterer JydskeVestkysten.

Det gælder bl.a. bogholder og byrådsmedlem Hans Erik Møller samt smeden Rasmus Rasmussen, der på Facebook understreger, at han på forhånd havde sikret sig, at hans bestilling blev trykt i Danmark.

»Jeg kan ikke understrege stærkt nok, at mine plakater er fremstillet for egen regning gennem Grafisk Trykcenter i Esbjerg med 100 pct. garanti for at være trykt i Danmark. Modstand mod social dumping og kamp for kædeansvar ved kommunens indkøb af varer og ydelser er blandt mine mærkesager. Derfor har jeg naturligvis personligt sørget for, at min egen valgkampagne lever op til de standarder,« skriver han.