Fortsæt til indhold
Politik

Overblik: Otte hovedpunkter fra Løkkes åbningstale

Regeringen vil blandt andet styrke forsvaret, udflytte flere statsjob og stramme udlændingepolitikken.

/ritzau/

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har ved Folketingets åbning holdt sin åbningstale om ”rigets almindelige stilling og de af regeringen påtænkte foranstaltninger”, som Grundloven foreskriver.

Få her et overblik over hovedpunkterne i Løkkes tale:

Velfærd og skattelettelser:

Det er i Løkkes optik ”et falsk valg” at reducere dansk politik til et valg mellem skat og velfærd. Der er råd til begge, betoner Løkke.

Regeringen vil bruge fem milliarder kroner på flere offentlige investeringer. Syv milliarder kroner af råderummet skal gå til at lette skatter og afgifter.

Udflytning af statsjob:

Ud af de 3900 statslige arbejdspladser, regeringen har valgt at flytte ud, er 2500 flytninger gennemført. 23 institutioner er blevet flyttet fra hovedstaden.

Til december præsenterer regeringen en ny udflytningsrunde, der med Løkkes ord skal etablere ”flere tusinde arbejdspladser ude i landet”.

Sundhed og ældre:

Regeringen vil i det nye folketingsår komme med et udspil til et nært og sammenhængende sundhedsvæsen for især de ældre og de kronisk syge.

Den enkeltes behov kan ”blive glemt og klemt i et virvar af systemer”, betoner Løkke, der derfor vil præsentere en såkaldt ”sammenhængsreform”.

Forsvar:

Det samlede trusselsbillede er mere alvorligt end i nogen anden periode efter Murens fald, fastslår Løkke. Derfor vil regeringen give Forsvaret ”flere militære muskler”.

Senere i oktober fremlægger regeringen sit udspil til, hvordan Forsvaret kan få ”et substantielt løft”.

EU:

EU er ifølge Løkke ”den helt afgørende platform til at varetage danske interesser i verden”. Samarbejdet er ikke perfekt, men det er ”uendeligt bedre end alternativet”, som med Løkkes ord er ”et splittet Europa, hvor alle er sig selv nærmest”.

Løkke vil gøre op med ”åbenlyse urimeligheder” i EU. Det vil han arbejde for, når Danmark næste måned overtager formandskabet for Europarådet. Statsministeren kritiserer blandt andet, at nogle kriminelle udlændinge ikke kan udvises af hensyn til deres familieliv.

Udlændingepolitik:

Regeringen vil fortsætte med at stramme udlændingepolitikken. Afviste asylansøgere skal sendes hjem. Reglerne for at få dansk statsborgerskab skal strammes.

Ved årets udgang vil regeringen komme med konkrete forslag til, hvordan der kan sættes ind over for parallelsamfund.

Ungdomskriminalitet:

Regeringen vil oprette nye Ungdomskriminalitetsnævn med en dommer i spidsen, der skal behandle sager med børn og unge ned til 12 år, som er på vej ud i hård kriminalitet.

Regeringen vil ”om kort tid” fremlægge en reform af indsatsen mod ungdomskriminalitet.

Energi:

Regeringen har som mål, at mindst 50 procent af energiforbruget i 2030 skal være fra vedvarende energi, og at Danmark skal være uafhængig af fossile brændsler i 2050.

Hvordan det skal ske, vil regeringen komme med et udspil til efter nytår. Når en ny energiaftale er på plads, varsler regeringen en samlet klimaplan.