Politiker stillede op til tv-interview om chikane - imens blev hans vindue smadret endnu engang
Torben Engholm (S) er én af de lokalpolitikere, der har stillet sig frem og fortalt om chikane.
Problemet kunne næsten ikke være blevet understreget på en mere tydelig måde.
Onsdag stillede lokalpolitiker Torben Engholm (S) sig frem og fortalte om de chikaner og trusler, som han og fire ud af ti lokalpolitikere oplever, ifølge en ny rundspørge fra Altinget.dk.
»Man er stoppet med at lave hærværk på min bil, men til gengæld er det fortsat på mine vinduer. Mit stuevindue er blevet smadret en gang, mit soveværelsevindue er blevet smadret to gange,«, sagde Torben Engholm til Altinget.
Efterfølgende blev byrådsmedlemmet i Horsens Kommune inviteret til flere interviews, blandt andet med TV 2 News.
Og det var hér, at problemet endnu engang blev glasklart.
»Personen har smadret min rude, imens jeg var til interview hos TV 2 News i Aarhus. Jeg er selvfølgelig berørt af det, men jeg er stadig glad for, at jeg stod frem,« siger Torben Engholm til Altinget.
Borgmesteren i Horsens Kommune, Peter Sørensen (S), har slået fast, at han vil gøre alt for at bekæmpe problemet. Han har givet sin fulde støtte til Torben Engholm.
Onsdag indkaldte økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) alle Folketingets partier til drøftelse om chikane og trusler i lokalpolitik.
Ministeren har ikke et konkret tiltag klar endnu.
Omkring 65 procent af truslerne mod lokalpolitikere kommer via mails og telefon, mens 15 procent af lokalpolitikerne har oplevet at blive opsøgt på hjemmeadressen.
Lidt under 10 procent har oplevet at blive truet på livet.