Overblik: Her er regeringens finanslovsudspil
Vækst i det offentlige forbrug på 0,5 procent, højere udviklingsbistand og billigere ture over Storebælt.
Regeringen har torsdag formiddag fremlagt sit finanslovsudspil for næste år.
Få et overblik her:
Regeringen går efter en vækst i det offentlige forbrug på 0,5 procent. Dermed vil der næste år blive tilført cirka 2,3 mia. kr. mere. Det er én milliard mere, end der var lagt op til.
Der kræves ifølge Finansministeriet en vækst på 0,6 procent for at holde trit mere befolkningsudviklingen - færre børn og ældre, som kræver pleje.
En halv milliard afsættes som "velfærdsreserve" til at omstille sundhedssystemet til en fremtid, hvor vi bliver ældre og ældre. Senere på året præsenteres udspil til, hvordan omstillingen skal foregå.
Et politisk flertal har allerede besluttet at afsætte 6,7 mia. kr. til at genoprette skattevæsnet. Nu foreslås det i finansloven at bruge 1,7 mia. kr. ekstra over de kommende tre år.
Samlet vil regeringen bruge 10,5 milliarder kroner frem mod 2021.
De næste fire år sættes der på finansloven 2,5 mia. kr. af hvert år, som regeringen kan bruge til at forhandle med Dansk Folkeparti om.
I år vil regeringen forsøge at få opbakning til, at denne forhandlingsreserve skal bruges på forsvaret, politiet og kriminalforsorgen. Regeringen lovet et "substantielt løft" af forsvaret.
Regeringen vil spare på DSB, som kan "effektiviseres gennem en bred vifte af tiltag". Statens betaling til DSB skal reduceres med 207 mio. kr. i år stigende til 829 mio. kr. i 2021.
Færre asylansøgere betyder, at regeringen næste år vil afsætte 12,6 mia. kr. til udviklingsbistand i den tredje verden. Det er 4,5 mia. kr. mere end på finansloven for 2016.
I dag er det muligt at få fradrag for udgifter til både hushjælp og håndværksarbejde gennem boligjobordningen. For fremtiden skal det målrettes servicedelen.
Prisen for at køre over Storebæltsbroen skal reduceres med 25 procent over de næste tre år.
Der skal bruges 400 mio. kr. ekstra til forskning og udvikling. Det skal blandt andet gå til forskning, som afdækker, hvorfor personer slutter sig til bandemiljøet.
Der skal afsættes 400 mio. kr. over fire år til kontrol af små og mellemstore virksomheders skat.
Indsatsen mod hackerangreb og anden cyberkriminalitet skal styrkes med 100 mio. kr. til en ny strategi mod nye angreb.
Der skal afsættes 65 mio. kr. til at stramme straffen for grov vold med en tredjedel.
Regeringen vil gøre det lettere for handicappede og børn med behov for specialundervisning at gå på privatskole. Det sikres ved at målrette penge til undervisning af elever med særlige behov.
De tre regeringspartier fordeler en pulje på 100 mio. kr. til "mindre initiativer", som partierne hver især afgør. Liberal Alliance sender sin pulje videre til forhandlingerne om lavere skatter.
Kilde: Regeringens finanslovsforslag for 2018.