DF om politikadetters overenskomstforhandlinger: Det har været et rigtig dårligt forløb
Når Politiforbundet ikke vil indgå overenskomstaftale, hindrer de politikadetters arbejde, mener Sophie Løhde.
Det har været et rigtig dårligt forløb, som Moderniseringsstyrelsen og Politiforbundet har været igennem. Det mener Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofoed.
Vurderingen kommer efter det er kommet frem, at der fortsat er uenighed om politikadetternes overenskomst.
Politikadetter har fået ret til at strejke, men det er fortsat uafklaret om det bliver med eller uden krav om et nødberedskab, som kan sikre, at samfundsmæssige opgaver fortsat kan løses?
Det skal Moderniseringsstyrelsen og Politiforbundet endnu engang forsøge at komme til enighed om, når de torsdag eftermiddag mødes for at fastlægge en overenskomstaftale for landets politikadetter.
Innovationsminister Sophie Løhde (V), som står i spidsen for Moderniseringsstyrelsen, er ærgerlig over, at forhandlingerne har trukket i langdrag og varet i månedsvis.
- Politiforbundet har sagt, at muligheden for at strejke var helt centralt. Det krav har vi imødekommet, men vi har sagt, at der selvfølgelig skal være et nødberedskab, fuldstændig som vi kender det inden for sundhedsvæsenet.
- Det synes jeg, er et fuldstændigt rimeligt krav at stille, siger hun.
Ministeren håber, at de to parter lander en aftale senere på dagen, men hun tør ikke spå om, hvorvidt det er realistisk.
- Så længe Politiforbundet ikke ønsker at indgå en overenskomstaftale, så blokerer de for, at politikadetterne kommer på gaden, siger hun.
Dansk Folkepartis retsordfører er uforstående over for det langstrakte forhandlingsforløb.
- Jeg forstår ikke, hvorfor det har taget så lang tid, eller hvorfor det nu skal aftales i sidste øjeblik, siger Peter Kofoed (DF)
- Men det er godt at høre, at de to parter endelig sætter sig ned og kommer i gang med forhåbentligt at lave en aftale, siger han.
Det er målet, at der i 2020 er uddannet i alt 345 politikadetter, som skal aflaste politiet ved Danmarks grænser og mulige udsatte terrormål.