Tidligere fødevareminister om kvotekongerne: Det overgår min vildeste fantasi
Hvis daværende fødevareminister Mariann Fischer Boel (V) i 2002 havde vidst, hvad hun ved i dag, havde hun aldrig ændret reglerne for fiskekvoter.
En sønderlemmende kritik af Miljø- og Fødevareministeriets forvaltning gennem 15 år.
Det er hvad både Rigsrevisionen og nu også Statsrevisorerne udtaler af ministeriets manglende kontrol med fiskekvoter og de såkaldte kvotekonger.
Det er ikke sådan, at jeg ligger søvnløs om natten.
Ministeriet har således hverken fastsat regler, der sikrede, at fiskekvoterne ikke samledes på for få hænder, eller holdt ordentligt øje med, hvordan kvotekoncentrationen udviklede sig.
Som Rigsrevisionen skriver:
»Helt almindelige administrative procedurer, såsom præcise regler for anmeldelser af handler med fartøjer og kvoter, instrukser til sagsbehandlere og kvalitetssikringsprocedurer af den tilsendte grunddokumentation, har frem til i dag været ikke-eksisterende. Konsekvensen er, at der har været et helt utilstrækkeligt grundlag for at opgøre kvoteejerskab og kvotekoncentration.«
En af de i alt otte ministre, der har siddet med ansvaret for fiskeriområdet, mens problemerne er stået på, er tidligere fødevareminister og EU-landbrugskommissær Mariann Fischer Boel (V).
Det var hende, der indførte de nye kvoteregler tilbage i 2002.
»Da vi lavede de nye regler var der ingen af forligspartierne, der i deres vildeste fantasi havde forestillet sig, at det ville koncentrere kvoterne i den grad, vi nu har set. For så havde vi holdt fingrene væk,« siger hun til Jyllands-Posten.
Sagen tog sit udspring i 2002, hvor Folketinget indførte såkaldte omsættelige kvoter for fiskere. Det gav fiskerne mulighed for at købe og sælge kvoter, altså rettigheder til at fiske en bestemt mængde fisk. Formålet var et skabe bedre indtjeningsmuligheder, give større fleksibilitet for den enkelte fisker og at modernisere fiskeflåden, så den passede til fangstmulighederne.
Kravet var dog, at de nye regler ikke måtte føre til, at kvoterne endte med at blive koncentreret på få hænder hos såkaldte kvotekonger.
Men det er lige netop, hvad der er sket.
I dag sidder landets 16 største fiskere på 66 procent af de samlede såkaldte IOK-fiskekvoter (individuelt overdragelige kvoteandele).
»Det var slet ikke noget, der optog os. Dengang kunne vi ikke engang se konturerne af det, der senere kom til at ske,« siger Mariann Fischer Boel.
Rigsrevisionen konkluderer, at der simpelthen aldrig er blevet holdt ordentligt øje med kvoterne. Hvad siger du til den kritik?
»Det kan jeg ikke udtale mig om. Det må være efter min tid (som minister, red.).«
Men bærer du et ansvar?
»Det er ikke sådan, at jeg ligger søvnløs om natten.«
Jyllands-Posten har kontaktet de tidligere ministre, som havde det øverste ansvar for fiskeriet, mens problemerne stod på, for at få deres kommentar til Rigsrevisionens rapport.
Eva Kjer Hansen (V), som var minister fra 2007 til 2010 og igen fra 2015 til 2016, oplyser, at hun ikke ønsker ikke at udtale sig om sagen. Det samme gør Karen Hækkerup (S), der var minister i seks måneder i 2013.
Hans Christian Schmidt (V), Henrik Høegh (V) og Dan Jørgensen (S) har ikke reageret på Jyllands-Postens henvendelser.