Støjberg: Der er ting, vi skulle have gjort anderledes
Ministeren forstår godt, at der kan "være tvivl om forløbet" i sagen om adskillelse af unge asylpar.
Tre uger efter et maratonsamråd på knap fem timer er udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) igen i samråd om den ulovlige instruks om at adskille mindreårige asylpar på landets asylcentre.
Ministeren lægger ud med at slå fast, at hun godt forstår, at "der kan være tvivl om forløbet".
- Der er ting, vi skulle have gjort anderledes, siger Støjberg i sin indledning på samrådet.
Inger Støjberg udsendte 10. februar sidste år en pressemeddelelse, hvori hun slog fast, at ingen mindreårige asylansøgere skulle indkvarteres sammen med en ældre ægtefælle. Heller ikke selv om parret har børn.
Instruksen er ulovlig, da alle har krav på en individuel vurdering af deres konkrete sag.
Under det første samråd forklarede Støjberg, at hendes pressemeddelelse ganske vist fastslog, at ingen asylansøgere under 18 år måtte bo sammen med deres ældre ægtefæller.
Men mundtligt fik Udlændingestyrelsen ifølge Støjberg at vide, at der skulle ske en individuel vurdering, som loven kræver.
Pressemeddelelsen blev ikke udarbejdet som en instruks, men en "politisk tilkendegivelse", gentager Støjberg på fredagens pressemøde.
- Pressemeddelelsen fik efterfølgende karakter af en instruks – ikke fordi vi besluttede os for, at den skulle være en instruks, men fordi den ikke blev fulgt op af andre skriftlige instrukser til udlændingestyrelsen.
- Det blev den eneste skriftlige kommunikation om rammerne for ordningen til Udlændingestyrelsen, siger Støjberg.
- Kommunikationen til Udlændingestyrelsen har ikke været stringent.