Statsministeren drages ind i Støjberg-sagen om de såkaldte barnebrude
Allerede i marts 2016 blev Statsministeriet orienteret om, at der kunne være problemer med at adskille barnebrude.
Sagen om den ulovlige instruks, som udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg den 10. februar sidste år afgav om adskillelsen af de såkaldte barnebrude, tager nu en ny drejning. Nu viser det sig nemlig, at Statsministeriet allerede få uger efter blev gjort bekendt med, at indholdet af instruksen i visse tilfælde kunne være i uoverensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser, og at der kunne opstå situationer, hvor de mindreårige par slet ikke kunne adskilles.
Det fremgår af et svar, som statsminister Lars Løkke Rasmussen mandag har afgivet om sagen.
I svaret står der således bl.a., at Statsministeriet op til en forespørgselsdebat i Folketinget den 4. marts 2016 i et såkaldt beredskab til statsministeren fra Udlændinge- og Integrationsministeriet blev gjort bekendt med, at »det ikke kan udelukkes, at adskillelse af et eksisterende familieliv i helt særlige tilfælde konkret vil kunne være i strid med retten til familieliv efter artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention«.
Det nye svar får flere oppositions-politikere til at kræve flere svar fra statsministeren.
»Først og fremmest mener jeg, at det er helt galt, at statsministeriet har haft disse informationer i så lang tid uden at lægge dem frem. Vi har altså gået rundt i den vildfarelse, at ministeriets praksis med at adskille disse her par var ok, selv om både Statsministeriet og Udlændinge- og Integrationsministeriet har vidst, at det ikke var tilfældet,« siger udlændingeordfører Mattias Tesfaye.
Sagen tog fart efter, at Folketingets Ombudsmand i februar 2017 gjorde det klart, at instruksen om, at de såkaldte barnebrude uden undtagelse skulle fjernes fra hinanden, var ulovlig. Siden har både S, R og Enhedslisten stillet flere spørgsmål til Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg. Og det gør de også nu. F.eks. mener Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, at det fortsat er uklart, hvilken rolle Statsministeriet har haft i sagen.
»Der står to modsatrettede ting i det folketingssvar, og man kan jo undre sig over, hvorvidt Statsministeriet har spurgt ind til sagen eller ej,« siger hun.
Det samme mener Mattias Tesfaye, der samtidig henviser til, at Statsministeriet efter reglerne har tilsynspligt overfor andre ministeriers forvaltningspraksis.
»Selvfølgelig kan de (Statsministeriet red.) have været i god tro. Men de burde da i det mindste have spurgt ind til sagen,« siger han.
Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg har tidligere forklaret, at Udlændingestyrelsen, der forvalter loven, på et møde i ministeriet den 10. februar sidste år blev gjort bekendt med forpligtelserne ift. de internationale konventioner. Der er dog intet skrevet ned fra mødet. I alt blev 23 par adskilt fra hinanden, inden ombudsmanden i en foreløbig redegørelse til Folketinget i februar 2017 konkluderede, at ministerens instruks var ulovlig.
Og Sofie Carsten Nielsen fra de radikale undrer sig derfor over svaret fra Statsministeriet.
”Statsministeriet har jo på dette tidspunkt i flere måneder ligget inde oplysninger om, at der kan være tale om en ulovlig praksis. Hvorfor har Statsministeriet så ikke gjort noget ved det? På den baggrund er det en ekstra skærpende omstændighed, at man tilsyneladende ikke har handlet på de her oplysninger,” siger hun.
Det har ikke været muligt at få et svar fra hverken Udlændinge og integrationsminister Inger Støjberg eller statsminister Lars Løkke Rasmussen.
Fredag skal Støjberg i et nyt samråd om sagen.
Det sker efter massivt politisk pres i sagen, der kom frem, da Politiken i en større artikelserie bl.a. skrev, at embedsmænd i Udlændinge- og Integrationsministeriet havde advaret Støjberg om at hendes instruks var ulovlig.
I et samråd den 1. juni i år kom ministeren så med den forklaring, at der slet ikke havde været tale om en instruks men kun om en pressemeddelelse, som hun havde sendt for at gøre det klart, at hun ikke ville tillade mindreårige asylansøgere boede sammen.
Det skete efter, at MetroXpress i en artikel under manchetten ”mændene må sove med dem”, skrev at piger på mellem 14 og 17 år boede sammen med voksne mænd på landets asylcentre.
Flere politikere mener dog, at der stadig er flere uopklarede spørgsmål om sagen.
Mandag svarede statsminister Lars Løkke Rasmussen nemlig også til Folketinget, at ministeriet dagen inden det seneste samråd den 1. juni i år, havde fået udlændinge og integrationsminister Inger Støjbergs talepapir til gennemsyn i sagen.
Og ifølge flere politikere betyder det, at statsministeren må have kendt til Støjbergs ændrede forklaring om den ulovlige instruks. Og det finder de kritisabelt.
”Spørgsmålet er derfor også, hvor meget Statsministeriet har været inde over det her. Det er stadig uklart,” siger socialdemokraternes Mattias Tesfaye.