De mest udsatte børn i institutioner skal have ekstra pædagoghænder
Forældre med skæve arbejdstider får tilbud om børnepasning i hjemmet.
For at sikre en god start til børn, som ellers er bagud på point på grund af sociale problemer, skal der ekstra pædagoger på stuen i børnehaver og vuggestuer i udsatte områder. Det er blot en af nyskabelserne i den dagtilbudspakke, hvor regeringen, S, R og Dansk Folkeparti fordeler 580 mio. kr. over de næste fire år.
Aftalen bliver offentliggjort fredag, og de såkaldt sociale normeringer, som fordeler de ekstra pædagoger til institutioner med flest fripladser, får en varm modtagelse hos pædagogerne.
»Når der ikke er penge til at hæve normeringerne over en bred kam – hvad vi naturligvis gerne havde set – er det en klog måde at bruge ressourcerne på. I de udsatte områder er der virkelig behov for ekstra, uddannede kræfter,« siger Elisa Bergmann, formand for pædagogernes fagforbund, Bupl.
Fokus på leg
Hun hæfter sig positivt ved, at aftalen udskifter den gamle læreplan for børn i daginstitutioner med en ny, som har mere fokus på leg end egentlig indlæring.
»Det burde faktisk ikke hedde læreplan længere, for fremover handler det om understøtte alle aspekter i barnets udvikling,« siger hun, der kritiserer den gamle læreplan for at have udviklet sig til en uoverskuelig bunke af underliggende mål – formuleret ude i kommunerne.
Netop mere enkle mål for børnelivet i daginstitutioner har været en mærkesag for Socialdemokratiet, fastslår partiets børneordfører, Ane Halsboe-Jørgensen.
»Med aftalen forsøger vi at begrænse os selv som politikere – både her på Christiansborg og ude i kommunerne – så læreplanerne ikke udvikler sig i alle mulige, hjemmestrikkede retninger. De nye mål lægger vægt på, at børn også udvikler sig gennem fri leg, og det er meget positivt,« siger hun.
Den nye børnepakke forsøger også at løse pasningsproblemer for forældre med skæve arbejdstider. Men i stedet for at give penge til at holde enkelte institutioner åbne i aften- og nattetimerne, er løsningen efter socialminister Mai Mercados (K) ønske blevet mere privat pasning.
Privat børnepasning
Arbejder far eller mor skævt, kan de veksle en fuldtidsplads i institutionen til en halvtidsplads og desuden få tilskud til at hyre en børnepasser derhjemme om aftenen.
Den løsning er Dennis Kristensen, formand for FOA og dermed for mange medarbejdere med skæve arbejdstider på f.eks. hospitaler, ikke vild med. Han medgiver, at forsøg med natåbne daginstitutioner ikke har været en succes – de har ganske enkelt ikke været særlig meget brugt.
»Men at hyre en privat børnepasser harmonerer ikke med, at man på alle andre områder taler om nødvendigheden af mere kvalitet i dagtilbuddene. Hvorfor skal forældre med skæve arbejdstider så nøjes med et discounttilbud?« spørger han og understreger, at flere og flere medarbejdere i de kommende år som følge af lange åbningstider i butikkerne og flerholdsskift på produktionsvirksomheder vil få skæve arbejdstider.
Dygtigere dagplejere
Til gengæld roser han, at det politiske flertal er klar til at bruge penge på at uddanne dagplejere til pædagogiske assistenter.
»Det ligger lige i forlængelse af de ønsker, vi har haft længe og forsøgt at komme igennem med ved overenskomstforhandlingerne – senest i 2015. Ved at løfte dagplejerne rent uddannelsesmæssigt får børn i den form for pasning øget kvaliteten,« siger han.
Socialminister Mai Mercado har ikke ønsket at kommentere aftalen før offentliggørelsen.